Fremtid: Grøn strøm til brint
Konverteringen af grøn strøm til brint eller videre til andre produkter, som for eksempel gas, metanol og ammoniak, har en række fordele. Teknikken kan hjælpe med at nedbringe CO2 -udledningen fra sektorer som tung transport og industri. Det er billigere at lagre og transportere den grønne energi, når den er konverteret fra elektroner til molekyler. Da konverteringsprocessen kan køre meget fleksibelt, er den også med til at øge værdien af vind og sol på tidspunkter, hvor der er rigeligt af den. Det skriver Energinet på sin hjemmeside.
Energinet har længe set PtX som en vigtig byggeklods i et energisystem baseret på vedvarende energi, og analysen ”Systemperspektiv 2035” fra marts 2018 indeholder omfattende analyser af det langsigtede potentiale for PtX i Danmark set i et elsystemperspektiv. Flere aktører ser på PtX Det seneste år har en række aktører i Danmark dog vist interesse for PtX-projekter i Danmark allerede i løbet af 2020’erne, og derfor ser den nye analyse på, om PtX også før 2030 vil kunne få en betydelig udbredelse i Danmark. – Den nye analyse peger på, at udviklingen med PtX ser ud til at kunne komme endnu hurtigere, end vi tidligere har forventet. En række tendenser i energisektoren gør, at udbygning med PtX kan begynde at accelerere i løbet af en kortere årrække: Vi har de seneste år set et større fald i priserne på vedvarende elproduktion. Elektrolyseteknologien er så småt begyndt at skalere op med betydelige prisfald til følge, og samtidig er der en stigende efterspørgsel efter grønne brændstoffer til blandt andet industri- og transportsektoren, udtaler Carsten Vittrup, energistrategisk rådgiver, Energinet.