Fjernvarme: Vi kan levere 44 pct. af Folketingets klimamål frem mod 2030
Fjernvarmesektoren har spillet ud med sit eget selvstændige bud på, hvordan Danmark kan skabe CO2-reduktioner.: Vi kan levere næsten halvdelen af klimamålet, siger branchedirektøren for den danske fjernvarmesektor
– Vi kan levere 44 pct. af Folketingets klimamål frem mod 2030. Sådan fremgår det af et nyt klimaudspil fra Dansk Fjernvarme. Det skal ske ved at omstille kraftvarmeværker og boliger, som bruger olie og gas til opvarmning, lyder det fra brancheorganisationen for landet fjernvarmeselskaber.
– Fjernvarmesektoren er isoleret set den sektor, der kan levere det største bidrag til indfrielsen af Folketingets klimamålsætning inden 2030, lyder vurderingen fra direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, overfor EnergiWatch.
Det vil imidlertid kræve en varmeomstilling. Først og fremmest skal alle landets knap 400 fjernvarmeselskaber omstilles til 100 procent grøn energi. Dernæst skal den halve million boliger, som bruger fossil energi til opvarmning i dag, flyttes over på grønnere varmemetoder.