Finanslov 2022 – set fra industrien
– Det er et kæmpe grønt fremskridt, at der er i finansloven bliver givet håndslag på markant mere havvind, for der er brug for meget mere vedvarende energi i de kommende år. Det gælder ikke mindst, når vi inden længe skal i gang med at omdanne grøn strøm til bæredygtige brændstoffer. Det er godt, at der nu bliver sat grøn handling bag ambitionerne, for hvis vi skal gennemføre en grøn omstilling af industrien og transportsektoren, kræver det, at vi producerer mindst dobbelt så meget grøn strøm som i dag, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen til finanslovsaftalen.
Generelt betegner DI finansloven som en utilstrækkelig finanslov uden arbejdskraft, der øger reformpres på Folketinget for at skaffe hænder og hoveder nok – og også håndværkerfradrag bliver beskåret i 2022. – Finanslovsaftalen er dog desværre ikke i nærheden af at tage favntag med den af samfundets udfordringer, som haster mest for Danmarks udvikling og erhvervslivet lige nu. Vi savner konkrete og effektive tiltag, der løfter arbejdsudbuddet hurtigt og på sigt, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.
SMVerne. – Finansloven rummer intet, der kan styrke dansk erhvervsliv til tiden, der kommer, sådan siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder. Han er skuffet over, at den intet indeholder om mangel på arbejdskraft, og at en del af BoligJob-ordningen forsvinder.
– Vores største samfundsøkonomiske problem er manglen på arbejdskraft, og her er der ingen hjælp at hente i finansloven. Desuden bliver håndværkerdelen i BoligJob-ordningen aflivet, hvilket vil gå stærkt ud over fx energiforbedringen af danske boliger, hvilket er direkte kontraproduktivt for den grønne omstilling.
SMVerne savner i høj grad mindre fokus på styring af konjunkturer og mere fokus på de strukturelle ting, der påvirker dansk erhvervsliv.
Jakob Brandt kalder det glædeligt, at aftalepartierne er blevet enige om at afsætte 119,8 mio. kr. i alt i perioden 2022-2025 til puljen SMV: Digital. – Det er en meget populær pulje, og der ligger et kæmpe potentiale i at øge digitaliseringsgraden i de danske SMV’er. Derudover er det positivt, at der afsættes midler til arbejdet med at åbne for offentlige data til gavn for virksomhederne. Den digitale omstilling er i høj grad datadrevet, og frigørelse af data er afgørende for at skabe nye og innovative produkter og arbejdsgange, siger han.