EU-kommissionen varmer op til 2040-klimamål
Den Europæiske Union skal have et nyt klimamål, så EU-landene i 2040 har nedbragt udledningen af drivhusgasser med 90 pct. ift. 1990. EU-Kommissionen har netop lanceret sit bud på et klimamål for 2040. Vejen derhen er i betydelig grad bundet op på et lavere energiforbrug, det viser et lækket dokument fra EU-Kommissionen.
CEPOS: – EU-kommissionen mangler fokus på at gøre den grønne omstilling mere effektiv. Det er i sidste ende det afgørende for befolkningernes opbakning, for inspirationen af andre lande og for klimaet. Store erklærede mål, der skal nås ude i fremtiden, er helt utilstrækkeligt, siger Otto Brøns-Petersen, Analysechef i CEPOS – og han fortsætter:
– EU bør først forpligte sig til at få mest mulig klimaeffekt for pengene. Det vil sige afvikle den jungle af produktkrav, detailreguleringer og støtteordninger, som er vokset frem. I stedet bør EU styrke sit kvotesystem, som er det mest effektive redskab. Kommissionen vender det på hovedet og begynder med at lægge sig fast på et mål uden at kende regningen. I Danmark mangler politikerne en erkendelse af, at EU fastlægger klimapolitikken, og at selvstændige danske mål blot gør omstillingen dyrere og mindre fokuseret. Dansk klimapolitik må se at komme ud af den lokale andedam og anerkende, at det er EU, som bestemmer rammerne, siger Otto Brøns-Petersen.
Direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Bjarke Møller, roser Kommissionen for udspillet: – I en tid med mange fossile tilbageslag og klimanøl er det utroligt positivt, at Kommissionen spiller ud med et 90 pct. reduktionsmål for fællesskabet i 2040. Flere lande, herunder Danmark, har presset på for det, og det er dejligt, at Kommissionen har lyttet til de grønne frontløberlande i stedet for at lytte til de fodslæbende nationer og kræfter, der arbejder på at rulle EU´s klimapolitik tilbage.
Rådet for Grøn Omstilling anbefaler, at det bliver et minimumsmål, så man i EU´s grønne reformforhandlinger kan hæve ambitionerne yderligere. – Det europæiske klimaråd har i deres seneste statusrapport her i januar anbefalet, at EU sætter et klimamål på 90-95 pct. i 2040, og vi håber virkelig, at EU-landenes regeringer og Europa-Parlamentet lytter mere til forskningen og klimaeksperterne end til den fossile industris lobbyister eller vrede landmænd, der blokerer vejene rundt omkring i Europa, lyder kommentaren
Organisationen SYNERGIs direktør, Katrine Bjerre, er tilfreds med det nye klimamål og understreger, at der fortsat er masser af klimabidrag at hente i øget energieffektivitet.
– EU’s nye 2040-mål er ret ambitiøst og kommer til at presse alle medlemsstaterne til det yderste. En betydelig del af målet skal opfyldes gennem øget energieffektivitet. Det er positivt – for der er fortsat masser af potentialer i at spare på energien. Det gælder ikke mindst ift. digitalisering, bedre energistyring og i bygninger, hvor energiforbruget i kraft af en gammel og udslidt bygningsmasse fortsat er alt for højt. Kommissionen vurderer, at et 90 pct.-reduktionsmål vil kræve en ”høj gennemsnitlig årlig renoveringsrate i 2031-2040”. Det er fornuftigt, og det er der i den grad behov for, siger SYNERGI-direktør Katrine Bjerre.