El-bil-venlig-kommune-pris

Brancheorganisationen Dansk e-Mobilitet og bilisternes organisation FDM har på Dansk e-Mobilitets årsmøde overrakt Gladsaxe Kommunes viceborgmester, Serdal Benli (SF) prisen ” Årets Elbilparate Kommune”.

Livet med elbil skal være nemt i Gladsaxe. Derfor har kommunen arbejdet målrettet med at opsætte ladestandere ved kommunens bygninger, ligesom kommunen i år har gennemført et gennemtænkt udbud af kommunale arealer til ladestandere.

– Der er fuld fart på den grønne omstilling af bilparken, hvor vi nu har rundet 100.000 elbiler. Men skal vi have forbrugerne til at vælge elbilerne til, kræver det, at ladeinfrastrukturen følger med, og her spiller landets kommuner en vigtig rolle. Det er blandt andet baggrunden for vores nye pris, siger adm. direktør for FDM Stina Glavind og uddyber: – Gladsaxe Kommune har lavet et gennemtænkt udbud, der inkluderer hensynet til forbrugerne i sit udbud af arealer til ladestandere. Vi skal huske på, at ladestanderne er til for forbrugerne. Når forbrugerpriserne er med i udbud, skaber det fair konkurrence mellem ladeoperatørerne, uden at tingene gøres alt for komplicerede og bureaukratiske.

Del dette med dit netværk: