DI: Nyt partnerskab sætter skub i havvind
Der er brug for hurtigere udbygning af havvindenergi i Danmark, hvis vi skal nå klimamålene i 2030, løsrive os fra fossilt energi og sikre vores forsyningssikkerhed. Derfor er Dansk Industri, Green Power Denmark, Brintbranchen, Dansk Metal, Danske Rederier og Forsikring & Pension gået sammen i et nyt samarbejde, Partnerskab for Havvind, for at sætte skub på den grønne omstilling i Danmark
Inden 2030 skal Danmarks havvindkapacitet firedobles med ni gigawatt. Hvis det skal lykkes, skal der markant mere turbo på udbygningen af havvindmøller, end der er i dag.
Den opgave vil seks organisationer tage medansvar for i et nyt partnerskab, der både skal sikre, at Danmark udnytter sit fulde havvindpotentiale, og at vi når vores ambitiøse klimamål i 2030. Det skriver DI i en pressemeddelelse.
Partnerskabet for Havvind samler hele værdikæden fra finansiering, serviceskibe, til produktion og distribution. På den måde sikrer vi, at de virksomheder og medarbejdere, der har produkterne og kompetencerne bliver koblet, og at økonomien også hænger sammen. Sådan kommer vi nemlig bedst og hurtigst i mål, lyder det i pressemeddelelsen.
Partnerskabet for Havvind rummer følgende organisationer: Dansk Industri, Green Power Denmark, Danske Rederier, Brintbranchen, Dansk Metal og Forsikring & Pension. Foto: DI