DGNB Guld til privat plejehjemsbyggeri
Først på året var det PensionDanmarks nye boligbyggeri Hummeltofteparken, der blev bæredygtighedscertificeret med DGNB Guld. Ejendommen fik bl.a. topscore for materialernes miljømæssige kvaliteter, udearealerne og for de grønne tage med solceller.
Green Building Council Denmark står bag DGNB Guld-certificeringsordningen i Danmark. DGNB er en af verdens førende standarder, når det gælder bygningers bæredygtighed. Direktør i PensionDanmark Ejendomme, Marius Møller sagde dengang: – Vi er meget glade for DGNB Guld-certificeringen, da vi som bygherre og ansvarlig investor lægger stor vægt på den miljømæssige, sociale og økonomiske bæredygtighed. De bæredygtige løsninger bidrager også til at gøre det til en god og langsigtet investering for PensionDanmarks medlemmer.
Nu har også et plejehjemsbyggeri fået en guld-certificering for bæredygtighed – og det forlyder, at flere bæredygtige private plejehjem er på vej. Det fortæller Dagens Byggeri. Et enkelt plejehjem i Danmark er tidligere blevet certificeret med sølv-certificering – det kommunalt opførte Vonsildhave i Kolding.
– Guldcertificeret er den højeste standard for plejehjem lige nu, og det er vi meget glade for som de første herhjemme at kunne tilbyde de ældre, siger Niclas Thorsbrenner, partner i Scandinavian Property Development, der er specialister i at bygge private plejehjem, og som står bag Lærkevej Friplejehjem. Mindre CO2-udledning, større udearealer og flere grønne beplantninger. Det er bare nogle af de bæredygtige tiltag, som de ældre på det privatdrevne Lærkevej plejehjem i Frederikssund kan glæde sig over. Nu betyder de mange forbedringer også, at plejehjemsbyggeriet med i alt 70 boliger som det første i Danmark får tildelt DGNB-guld.
DGNB-certificeringen måler på i alt 14 af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Derfor skal der ikke kun tages hensyn til klima men også social bæredygtighed, tilgængelighed for de ældre, og at brugervenligheden er i top. Det lægger et større pres på bygherren for at skabe de bedst mulige forhold.