Vil gribe den digitale fremtid
Den nye regering får 22 ministre og en digitaliseringsminister bliver ikke en af dem. Ikke desto mindre er IT-Branchen godt tilfredse med det nye regeringsgrundlag, der har et stærkt fokus på digitalisering.
Digitalisering, digitalisering, digitalisering. Ordet går igen mange steder i grundlaget for den nye regering. Aldrig før har Danmark haft et regeringsgrundlag med så klart fokus på digitalisering og den forandring som vi står overfor. Og ordet ”disruption” har ligefrem fundet plads i fundamentet for den kommende regerings arbejde.
– Det er super positivt, at vi nu får en regering, der har klare ambitioner om at gribe den digitale omstilling og gøre den til et helt nødvendigt grundlag for fremtidens vækst og velstand, siger adm. direktør Birgitte Hass, IT-Branchen.
Den nye regering vil blandt andet nedsætte et såkaldt Disruptionråd, der skal drøfte, hvordan vi får grebet mulighederne i den teknologiske udvikling bedst muligt, således at alle kommer med i udviklingen og får del i den velstandsudvikling, som globalisering og ny teknologi giver mulighed for. Samtidigt bliver det tidligere nedsatte Produktionspanel 4.0 til et Digitalt vækstpanel, der blandt andet skal se på behovet for digitale kompetencer og et digitalt løft af dansk erhvervsliv.
– Det er gode initiativer. Nu skal vi bare løbe rigtigt stærkt, for Danmark har ikke længere den digitale førerposition, vi havde engang. Derfor har vi også efterspurgt, at regeringen fik sat mål for Danmarks digitale ambitioner, siger Birgitte Hass.
– Vi ser frem til at spille ind til den digitale vækstplan og har masser at byde på, siger Birgitte Hass. 3 helt konkrete ønsker er 1) Et nyt fag i folkeskolen med inspiration fra Coding Class, 2) forhøjet afskrivning for erhvervslivets investeringer i digitalisering og rådgivning herom og 3) mere kapital til digitale vækstvirksomheder ved at bringe danskernes opsparing mere i spil i erhvervslivet.