Skal styrke grøn position
DI har ansat Anne Højer Simonsen i en nyoprettet stilling som leder af DI’s klimapolitiske enhed. Hun skal være med til at sikre, at Danmark har en grøn førerposition, og at den går hånd i hånd med vækst og arbejdspladser.
DI tager nu yderligere skridt for at sikre, at erhvervslivet spiller en offensiv rolle inden for klimapolitikken. Det sker ved at ansætte en vicedirektør, som skal arbejde på tværs og sikre, at alle brancher bliver involveret i den grønne omstilling.
DI har ansat Anne Højer Simonsen i den nyoprettede stilling som vicedirektør og leder af DI’s klimapolitiske enhed. Hun vil få bred kontakt til DI’s medlemmer, hvor hun får ansvaret for DI’s udvalg for klima- og energipolitik og vil indgå i tæt samarbejde med DI’s branchedirektører i arbejdet med at sikre, at Danmark har en grøn førerposition, og at den går hånd i hånd med vækst og arbejdspladser. Hun vil især arbejde tæt sammen med branchedirektør i DI Energi Troels Ranis.
– Anne Højer Simonsen ved rigtig meget om klima og klimapolitik. Hun kender de politiske processer ud og ind, hun har et stort netværk, kan kommunikere klart og tydeligt, så man forstår det, og så er hun en dygtig og erfaren leder. Jeg ser derfor rigtigt meget frem til, at vi får Anne med på holdet, siger direktør i DI Kent Damsgaard.