KOMBIT-direktør takker af

KOMBIT fik ny bestyrelse den 31. maj 2022, og organisationen er i gang med at udfærdige en ny strategi for videreudvikling, genudbud og ikke mindst kommunal værdioptimering af den fælleskommunale infrastruktur samt de mange it-systemer, som KOMBIT forvalter for landets kommuner. Nu forlader. Thomas Rysgaard Christiansen, som i de seneste 7 år har været KOMBITs administrerende direktør virksomheden.

Thomas Rysgaard Christiansen har meddelt KOMBITs bestyrelse, at han stopper 1. oktober 2022. KOMBITs CIO Peter Lykke Egelund overtager jobbet fra 1. august 2022 og frem til bestyrelsen vælger en ny administrerende direktør. Thomas har siden 2015 været administrerende direktør i KOMBIT, hvor bestyrelsen den gang havde særligt fokus på at finde en ny mand på posten, som havde et indgående kendskab til KOMBITs forretning – herunder KOMBITs arbejde med at vriste sig fri af det monopol, der var på en række af kommunernes store samfundskritiske it-systemer. – Vi er nu kommet dertil på rejsen med KOMBIT, hvor alle kernedele i monopolbruddet er ude at køre og taget i brug, og der udbetales adskillige milliarder hver måned gennem de nye systemer. Jeg er meget stolt af det aftryk, jeg, sammen med min dygtige organisation, har været med til at sætte på kommunernes og Danmarks digitaliseringsrejse”, siger Thomas Rysgaard Christiansen.

I dag administrerer KOMBIT, som er ejet af Kommunernes Landsforening (KL), og de omkring 220 medarbejdere flere end 30 fælleskommunale it-systemer. Monopolbruddet er gennemført med undtagelse af valgsystemet, hvor et nyt forventes klar til det næste kommunalvalg i 2025.

Del dette med dit netværk: