Anbefaler fyring af topchef

Kammeradvokaten anbefaler en tjenestemandssag med henblik på fyring over for Statens Serum Instituts direktør, Mads Melbye, på grund af “alvorlige overtrædelser af reglerne om inhabilitet”.

Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse. Kammeradvokaten har undersøgt en række forhold på instituttet, og udover mistanke om inhabilitet hos Mads Melbye, rummer den også sager om særaftaler om økonomisk kompensation for en ledende forsker. Her anbefaler Kammeradvokaten, at forskeren, Peter Lawætz Andersen, meddeles en skriftlig advarsel for “overtrædelser af habilitetsregler” i forbindelse med forhandlinger om salg af et patent til Serum Institute of India.

– Vi har nu fået rapporterne fra Kammeradvokaten, og de indeholder en række anbefalinger også af ansættelsesretlig karakter. Mit ministerium vil nu gennemgå rapporterne og deres anbefalinger grundigt, inden der tages stilling til sagernes videre forløb, siger sundhedsminister Magnus Heunicke om rapporten.

Mads Melbye, der nu har været hjemsendt i mere end 7 måneder, vil indtil videre stadig være fritaget for tjeneste, og vicedirektør Ole Jensen vil stadig fungere som øverste chef for SSI.

Del dette med dit netværk: