“Naturens Rige” vækster
Mere end hver tredje af virksomhederne i kommunen – 35 procent – havde i det seneste halvår en stigning i antallet af ansatte. Og knap en tredjedel, nemlig 32 procent, af kommunens virksomheder forventer, at antallet af ansatte vil stige i det kommende halve år. De positive tal fremgår af spørgeskemaundersøgelsen Temperaturmåling blandt virksomhederne i Ringkøbing-Skjern Kommune, som kommunen har foretaget i oktober 2015.
– Vi har brug for at kende tallene for at få overblik over, hvor vi som kommune bedst kan hjælpe vores virksomheder og på sigt for at se, om vores indsatser giver resultater, siger borgmester Iver Enevoldsen. – Vi har længe vidst, at ledigheden er lav her i kommunen, men vi har hidtil ikke haft tal for, hvordan udviklingen i antal ansatte har fordelt sig på virksomhederne i området. Med undersøgelsen her kan vi f.eks. se, om der er forskel på udviklingen i antallet af ansatte i større og mindre virksomheder, og det betyder igen noget for hvilke typer af indsatser, vi skal søsætte og inden for hvilke grupperinger af virksomheder, siger han.
Undersøgelsen viser også, at fire ud af 10 virksomheder har oplevet stigende indtjening det seneste halvår, og 46 procent af virksomhederne forventer en positiv vækst i omsætningen det kommende halve år. Samtidig oplever nogle, at der er visse barrierer for vækst. Flest virksomheder angiver selv tre faktorer, som værende hæmmende for deres vækst: stigende konkurrence på markedet, samfundsøkonomien og mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Læs hele undersøgelsen her. http://www.rksk.dk/om-kommunen/organisation/virksomhedsinddragelse/temperaturmaaling-blandt-virksomhederneiringkoebing-skjern-kommune