Meget mere “kost og spand”
Rengøring og høj hygiejne vækster
+700 millioner kroner ekstra på rengøring i 2020. Kommunerne gør rent som aldrig før. En ny undersøgelse viser, at kommunerne under coronakrisen har skruet helt op for ressourcerne til rengøring, der skal begrænse smittespredningen.
Rengøring og høj hygiejne er et afgørende våben mod corona-smitte. Derfor er hygiejneniveauet på skoler, dagtilbud og andre kommunale tilbud ekstraordinært højt i år. Detviser en ny undersøgelse, af kommunernes rengøringsindsats under corona, som KL har gennemført. Undersøgelsen fastslår, at kommunerne som minimum vil bruge 700 millioner kroner ekstra på rengøring i 2020.
– Høj hygiejne og afspritning er det altafgørende våben i kampen mod coronavirus. Et våben, som kommunerne i den grad har taget til sig. Vi har oprustet ressourcerne til rengøring med omkring 20 procent i år og gør rent som aldrig før, siger Thomas Gyldal Petersen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg. Ekstra rengøring for dagtilbud og skoler udgør 450 millioner kroner, hvor omkring to tredjedele er brugt efter sommeren. På dagtilbudsområdet er ressourcerne til ekstra rengøring øget med omkring 40 procent.
Gyldal understreger, at kommunerne kompenseres for den ekstraudgift, de måtte have i 2020, og han har samtidig en klar forventning om en lignende model i 2021. – Vi kommer til at leve med corona i lang tid, og derfor har vi en klar aftale med regeringen om, at de betaler regningen for de ekstra udgifter, der opstår som følge af corona. Det gælder også de mange ressourcer, kommunerne bruger på ekstra høj hygiejne i landets kommunale tilbud,” siger han og slutter – I foråret blev der afsat omkring 300 millioner kroner som en del af den samlede coronakompensation, men undersøgelsen her viser altså, at kommunerne forventer at bruge mere end dobbelt så meget.