Kerteminde: Ny kommunaldirektør
Inger Marie Vynne til stillingen er ny kommunaldirektør i Kerteminde Kommune fra 1. januar 2023.
Borgmester Kasper Ejsing Olesen glæder sig til at byde den nye kommunaldirektør velkommen, når hun starter i Kerteminde Kommune den 1. januar 2023: – Jeg er simpelthen så glad på vegne af Kerteminde Kommune, at vi nu får Inger Marie, som ny kommunaldirektør i Kerteminde. Inger Marie har en spændende profil, og har mange års erfaring som professionel topleder. Hun har tidligere stået i spidsen for mange af de rejser vi som organisation og kommune er og skal ud på. Hun har vist, at hun kan styre en organisation igennem en udvikling og formået at skabe resultater, der kan mærkes. Med Inger Marie får vi nu en samlet direktion. Et helt fantastisk hold, der alle bringer forskellige kompetencer med til bordet. Et hold der kan og vil spille organisationen og os som byråd gode, fortæller Kasper Ejsing Olesen, Borgmester i Kerteminde Kommune.
Inger Marie Vynne har erfaringer senest fra Lejre kommune, hvor hun i 9 år har arbejdet som kommunaldirektør. Hun er en udviklingsorienteret leder med indgående kendskab til det kommunale maskinrum. Inger Marie Vynne er 57 år, uddannet Cand. merc. int. ved Copenhagen Business School og har de seneste 20 år været leder på topniveau i kommuner. Hun er født og opvokset i en lille by i Jylland – Askov, men bor til dagligt i København. Hun har tre voksne sønner – og tre små børnebørn som bor i Haderslev.