Farvel til TDC-topchef
Det skriver Finans. Avisen fortæller, at man har erfaret, at Pernille Erenbjerg har meddelt TDC’s nye bestyrelse, at hun ikke ønsker at fortsætte i rollen som TDC’s øverste chef.
TDC afvikler mandag ekstraordinær generalforsamling, hvor selskabets nye ejere træder sammen. Den ekstraordinære generalforsamling begynder klokken 12:00, og ifølge avisen er det planen, at Pernille Erenbjerg og TDC vil melde ud om hendes exit umiddelbart efter generalforsamlingen er afsluttet.
TDC har netop fået ny ejer i form af konsortiet DK Telekommuniation, der består af pensionskasserne ATP, PKA og PFA samt australske Macquarie. Konsortiet meldte sig på banen som mulig køber umiddelbart efter, at TDC med Pernille Erenbjerg i spidsen havde præsenteret sine egne fremtidsplaner, som involverede en fusion med TV3-ejeren MTG. Planer der efterfølgende måtte glemmes, da DK Telekommunikation altså vandt kampen om TDC.