Byggeriet kan bøje fremtiden
Det handler om bæredygtighed. På RESPONSI:BUILD konferencen om bæredygtigt træ og byggeri i Aalborg i denne måned, gav NCC og mange aktører udtryk for, at en stor del af den danske byggebranche er klar til at løfte deres del af et fælles ansvar for mere bæredygtigt træ i fremtidens byggeri.
Konferencen blev besøgt af over 100 aktører fra alle dele af den danske byggebranche, lige fra arkitekter til leverandører og entreprenører og bygherrer. Den blev afholdt af FSC Danmark i samarbejde med Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark, Hjørring Kommune og Aalborg Kommune.Byggeri udgør en væsentlig del af det samlede danske ressourceforbrug. For eksempel står branchen for 30% af Danmarks samlede affaldsmængde, og byggeri står for næsten 40% af de industrialiserede landes CO2-udledning. Det er derfor vigtigt, at bæredygtighed tænkes ind, når man bygger. Et stærkt eksempel på en virksomhed, som allerede tænker bæredygtighed ind i deres byggerier kom fra Martin Manthorpe. Han fortalte om NCC’s arbejde med bæredygtigt byggeri, deriblandt opførslen af NCC’s nye danske hovedsæde, Gladsaxe Company House, som er Danmarks første DGNB-Guld certificerede bygning. Ifølge Manthorpe skal entreprenørerne selv være med til at sætte gang i den bæredygtige udvikling og ikke blot vente på politiske løsninger. -Vi går foran. Og vi håber, at flere vil følge med, fortæller han om NCC’s tilgang til bæredygtigt byggeri og understreger – Byggeriet kan bøje fremtiden.
Entreprenører som NCC er dog ikke de eneste kræfter, som driver den bæredygtige udvikling. Efterspørgslen på bæredygtige løsninger fra kunderne er også voksende. Vagn Sørensen fra Region Nordjylland understregede på konferencen, at bæredygtighed er et vigtigt parameter, når byggerier sendes i udbud. – Vi vil gerne være i førertrøjen, når det handler om bæredygtighed. Det handler om at passe på vores miljø, lød meldingen, hvor det også blev fremhævet, at tredjepartscertificering er vigtigt for regionen som dokumentation på, at byggerier lever op til deres bæredygtighedskrav.