Nyt Indenrigs- og Boligministerium

Der er ændringer på ministerområdet i luften i dag. Boligminister Kaare Dybvad Bek får ansvar for nyt Indenrigs- og Boligministerium.

Indenrigsområdet, planområdet og sager vedrørende regional- og landdistrikter overføres fra det hidtidige Social- og Indenrigsministerium og fra Erhvervsministeriet. Indenrigs- og boligministeren vil endvidere fremover koordinere regeringens politik for et mere sammenhængende Danmark. Ministeren vil fortsat varetage boligområdet, der overføres til det nye Indenrigs- og Boligministerium fra det hidtidige Transport- og Boligministerium.

Formålet med etableringen af et nyt Indenrigs- og Boligministerium er at styrke grundlaget for et mere sammenhængende Danmark med balance mellem land og by.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler: – Danmark er ganske enkelt for lille et land til store forskelle. Ambitionen er, at det nye Indenrigs- og Boligministerium skal styrke og videreudvikle regeringens arbejde for et sammenhængende Danmark. Derfor samler vi nu ressortansvaret for en række afgørende indenrigspolitiske dagsordener i det nye ministerium, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen.

Del dette med dit netværk: