Blåt vækst-team
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har den 18. maj 2016 offentliggjort det nye Vækstteam for Det Blå Danmark, der skal udarbejde konkrete anbefalinger til et styrket dansk maritimt erhverv.
Danske Havnes direktør Bjørn B. Christiansen (foto) bakker op om den fælles indsats. Hanser frem til at havnene kan bidrage til vækstteamets arbejde. – Det er positivt, at ministeren åbner for at se mere bredt på Det Blå Danmark, så vi ikke kun har fokus på vandsiden, men også aktiviteter på land, der knytter sig op på det maritime. Danmark kan udnytte kapaciteten i havnene bedre ved at se på rammevilkår for havnearealer og infrastruktur. Det er to fokusområder, der vil gøre en forskel i forhold til at udvikle danske havne og de maritime aktiviteter endnu mere, siger Bjørn B. Christiansen.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen udtaler i en pressemeddelelse, at Det Blå Danmark er et centralt ben i regeringens projekt om et Danmark i Vækst, og at Danmark skal have endnu mere ud af landets styrkepositioner i den nye globale økonomi. Ole Ingrisch er udpeget til det ti mand store vækstteam med mere end ti års erfaring som havnedirektør for Esbjerg Havn og lang organisationserfaring fra Danske Havne. – Jeg ser frem til samarbejdet med ministeriet og de øvrige repræsentanter for Det Blå Danmark og til at bidrage med min viden og erfaring som havnedirektør i Esbjerg Havn, så vi i fællesskab kan skabe initiativer til at fastholde den danske maritime styrkeposition og en konkurrencedygtig dansk havnesektor, udtaler Ole Ingrisch.
Troels Lund Poulsen siger i pressemeddelelsen, at vi skal fremme investeringer i Danmark, og der skal ses på hvorledes de maritime klynger kan udvikles, fx med havnene som omdrejningspunkt.