”Vi skal udfordre ”plejer” og ”vaner”
SPECIALPORTRÆT: Denne måneds specialportræt I Udbuddets Blå Bog er et kendt ansigt i det offentlige indkøb. Han har en alder og anciennitet, som gør, at han også kan huske, da de offentlige indkøb og udbud var et sjældent tema i de danske aviser – og generelt ikke fik tildelt særlig megen opmærksomhed, ofte end ikke i den lokale kommunale organisation.
Navnet er Peter Nansen, han er 59 år – er oprindelig Kronjyde, har sin uddannelse fra det midtjyske og en studietid på Aarhus Universitet. Har siden 1990 konverteret til fynbo. Han har været ansat i Svendborg Kommune, først som Skatterevisor og Økonomisk Konsulent. Siden som Indkøbschef, der i tillæg fik titlen IT-chef – og de seneste år har titlen så været Chefindkøber.
Peter er en mand, med masser af interesser – udover et livslangt engagement i offentlige indkøb og udbud. Kunst og kultur, menneskerettigheder, social ansvarlighed, miljø og et bredt spektrum af politik står solidt plantet i Chefindkøberens bevidsthed. – At bo i et levende kulturcentrum som Svendborg, giver jo rig mulighed for at pleje begrebet ”levende musik” og teater i fritiden, fortæller han.
Det er en erfaren offentlig indkøber at UdbudsMedia.dk har sat stævne. Udover at styre indkøbene i Svendborg Kommune i godt et par årtier, er og har Peter været dybt engageret i en lang række samarbejds- og indkøbsorganisationer. I årene 2004 – 2009 var han aktivt bestyrelsesmedlem i foreningen IKA. Og de seneste år er der brugt betydelige ressourcer på at medvirke til at udvikle regionale og mere landsdelsbaserede indkøbsfællesskaber (KOMUDBUD). – Vi har i Svendborg altid og i størst mulig udstrækning valgt at gå samarbejdsvejen med vores omverden – og det har på alle måder været lønsomt, lyder udsagnet.
Peter er ikke bleg for at give sin mening om tingenes tilstand til kende: – Jeg synets nogle gange at rigide administrative regler kan spænde ben for den gode handel. Det er i dag et vilkår, at vi agerer optimalt – og vores dispositioner tjekkes grundigt efter i avancerede regnemodeller, som er med til at holde os – og de krævede politiske besparelser, på sporet. Og så kan det være lidt tosset, at en administrativ bestemmelse f.eks. kan stille utidssvarende og fordyrende krav, lyder kommentaren.
Og han fortsætter: – Offentlige indkøb anno 2016 er langt mere avanceret, kvalitetsbevidst og resultatskabende end for blot 10 år siden. Der er høstet endda rigtig store økonomiske gevinster ved den øgede fokus på effektive indkøb. Tilførsel af mange flere både menneskelige og systemmæssige ressourcer, har tydeligvis givet resultater. Offentlige indkøb er også blevet meget mere uniforme – til tider måske lidt for uniforme!
Jeg kunne godt en gang imellem savne at branchen havde mod på lidt mere ”vildskab” og ”alternativ tankegang”, der udfordrer ”plejer og vaner” … jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det kunne være med til at fremme endnu mere både ”drive” og engagement i dagligdagen – begge dele til fordel for at fremme tankesættet om et endnu bedre købmandskab …. Også selv om jeg nu nok syntes, at netop det gode købmandskab også er på vej højere op på listen over ”dyder” i det offentlige indkøb, siger Peter Nansen.
Om fremtiden slutter Peter Nansen: – Frem mod min selvvalgte tidlige pensionering i januar 2018, vil jeg bl.a. grundigt undersøge bosætningsmuligheder i Andalusien, Spanien – og måske endda en lokalpolitisk karriere!
Udbuddets Blå Bog:
Målet med Udbuddets Blå Bog er at give et portræt af de personer, der i dagligdagen står for håndteringen af offentlige udbud og indkøb for + 300 milliarder kroner på årsbasis.
Det er betydningsfuldt, at der er lettilgængelig viden om, hvem der forvalter denne vigtige samfundsopgave – og det er vores mål, at give kontaktviden om disse centrale personer, som muliggør bedst mulige og direkte personlig dialog. Det skal- naturligvis være inden for rammerne af Udbudslovens muligheder, og med fuld respekt for privatsfæren.
Hvis enkelt personer – uanset årsag – ikke ønsker personlig synlighed, data og foto med i Udbuddets Blå Bog, så respekterer vi selv sagt dette.