Technolution: Generationsskifte på vej

Medarbejderne tager over i medico virksomhed

Et generationsskifte kan være en stor udfordring for mange virksomheder. Især når virksomhedens succes er tæt forbundet med ejerlederens personlige netværk. I Technolution har man valgt at tilbyde samtlige medarbejdere medejerskab for at imødegå et kommende generationsskifte om 5-10 år. Technolution A/S er en ingeniørvirksomhed, som leverer rådgivning og innovation til medico-industrien.

I bestyrelsen har man i flere år arbejdet strategisk bl.a. med fokus på et fremtidigt generationsskifte, herunder at forberede ejerlederen Allan Sporks indflydelse i den daglige drift til en mere overordnet funktion i bestyrelsen. Tidshorisonten er omkring 10 år og det skal sikres at det erfarne lederskam og det store værdifulde personligt netværk ikke forsvinder i transformationen.

– Det tager tid at lave et godt generationsskifte, så vi er gået til opgaven med rettidig omhu for at forberede virksomheden i god tid, fortæller Allan Spork, som tilføjer, at han ikke slipper Technolution helt, før han ved, at de kan stå på egne ben, uanset hvor lang tid det vil tage.

– Vi overvejede sammenlægning med et andet konsulenthus, og vi er også blevet tilbudt at blive opkøbt. Men vi har måtte indse, at hvis vi skal opnå den vækst, vi har planer om, og samtidig have hjertet med i generationsskiftet, så skal udviklingen ske indenfor egne rækker. Vi har nu de helt rigtige mennesker i teamet, som kan drive vores forskellige forretningsområder videre, fortæller Allan Spork, som samtidig mener, at generationsskiftet vil gøre Technolution stærkere i fremtiden.

Technolution hjælper pharma- og medicotekniske virksomheder med at bringe nye produkter på markedet, ved at løse komplekse R&D-udfordringer indenfor udvikling af bl.a. medicinsk udstyr, kombinationsprodukter og connected devices (IoT). Technolution er certificeret efter ISO 13485 (medical device development) og har skarpt fokus på kvalitetssikring og usability i udviklingsprocessen.

Del dette med dit netværk: