Rigere sammen
Jens Klarskov, adm. direktør, Dansk Erhverv (foto) og Bente Sorgenfrey, formand for FTF i fælles kronik i JP. Træd ned fra ølkassen og træk i arbejdstøjet!
Det seneste halvandet år har samarbejdet mellem de private virksomheder og det offentlige stået i stampe. Gevinsterne er ellers åbenlyse i form af en mere innovativ og effektiv offentlig sektor. Konkret er der gode eksempler lige fra udviklingen af centrale produkter som insulin til billigere vedligeholdelse af landets parker. Derfor er tiden kommet til at træde ned fra ølkassen og trække i arbejdstøjet.
Den socialdemokratisk ledede regering nedsatte Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde med det formål at understøtte konkurrencen om de offentlige opgaver og fremme samarbejdet mellem offentlig og privat. Vi har både hos Dansk Erhverv og FTF siddet med ved bordet i rådet og mærket den værdi, der ligger i at dele erfaringer og samle viden.
Det er ikke mere snak, men handling, der er behov for. Kræfterne skal samles.
Siden bevillingen til rådet udløb i 2015, har vi ventet i spænding på afløseren. Den er ikke kommet endnu. Offentlig-privat samarbejde (OPS) befinder sig lige nu i et sort hul, hvor gode idéer, erfaringer, viden om effekt og eksportmuligheder forsvinder.
Det sorte hul skal lukkes, så potentialet i samarbejdet mellem offentlige og private aktører kan indfries. Det skal ske ved at samle kræfterne i en ny national enhed for offentlig-privat samarbejde, der skal være den organisatoriske drivkraft i en samlet national strategi med det formål at udvikle og opbygge nye offentlige og private alliancer.
Det er ikke mere snak, men handling, der er behov for. Kræfterne skal samles. Offentlig-privat samarbejde-indsatsen skal organiseres smartere. Det er ikke endnu en knopskydning, vi efterlyser, men en strategisk drivkraft, der samler indsatsen med at styrke offentlig-privat samarbejde.
Læs videre her: http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9198717/danmark-vil-blive-et-rigere-land-hvis-vi-arbejder-mere-sammen/