Svanemærket rengøring

Miljø Virksomheden RengøringsCompagniet er netop blevet svanemærket, og det handler foruden valg af rengøringsmidler også om forbrug og metoder. Firmaets afdelingsleder i Herning, Ulla Svendsen, har været hos RengøringsCompagniet i 37 år. Hun begyndte selv som rengøringsassistent i virksomheden og har set og mærket udviklingen fra rengøring med gulvskrubbe og karklude til de nye redskaber som mopper, justerbare ergonomiske stænger, maskiner og mikrofiberklude og stadig bedre miljømærkede midler.

– I dag bruger vi mildere rengøringsmidler end for år tilbage. Førhen ville man gerne kunne dufte, at rengøringen havde været der. Sådan er det sjældent i dag. Vores kunder efterspørger miljøcertificerede midler for at skåne medarbejdere med allergi. Vi gør rent på kontorer, i klinikker og på uddannelsesinstitutioner som UCH i Holstebro, og vi ser, at mange går op i at belaste miljøet mindst muligt. Flere vil også gerne undgå plastikposer i affaldskurve, siger Ulla Svendsen.

Hun fortæller videre, at rengøringsfirmaets fokus på miljø og arbejdsmiljø også giver mærkbare forbedringer for de ansatte. – Da jeg startede for mange år siden, gjorde vi rent med gulvskrubbe og klud, og med den stil var mange bevægelser hårde for kroppen og gjorde, at man blev nedslidt efter en årrække. Men med de redskaber vi har i dag, er mange belastende bevægelser taget ud, og vi gør meget ud af at undervise i ergonomi – altså at gøre rigtige bevægelser. Og det går vi mindst lige så meget op i som rengøringsmidlerne, for vi har været arbejdsmiljøcertificerede siden 2006. Rengøring er stadig en krævende branche, men vi har gjort alt hvad vi kan for at tage flest mulige belastninger ud af den måde vi arbejder på, siger Ulla Svendsen.

RengøringsCompagniets kontor i Herning er én ud af syv afdelinger, der er placeret rundt i Danmark. Selskabet havde i forvejen en ISO-miljøcertificering og opfylder nu også Svanemærkets krav omkring blandt andet kemikalier, forbrug, vask, kørsel, affald og uddannelse. Derudover stiller Svanemærket også krav til forskellige aspekter af kvalitet.

Del dette med dit netværk: