Millionbøder i fynsk kartelsag

Entreprenørvirksomhederne Jorton A/S og H. Skjøde Knudsen A/S skal betale bøder på henholdsvis 3 millioner kroner og 2 millioner kroner for at have overtrådt konkurrenceloven. Det har Østre Landsret afgjort.

Virksomhederne har udvekslet priser og koordineret tilbud i forbindelse med flere entreprenøropgaver. Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen siger: – Udveksling og tilpasning af priser mellem konkurrenter i forbindelse med tilbudsgivning skader konkurrencen. Koordineringen i den pågældende sag kan have betydet, at de offentlige bygherrer har betalt højere priser for og modtaget dårligere kvalitet på deres entrepriseopgaver.

Østre Landsret skriver blandt andet i dommen:

”Landsretten finder, at en fremgangsmåde, som den anførte, med en forudgående udveksling og tilpasning af tilbudspriser mellem to bydende, direkte eller indirekte har til formål at begrænse konkurrencen og objektivt bedømt rummer et betydeligt konkurrenceskadeligt potentiale”

Virksomhederne H. Skjøde Knudsen og Jorton er idømt bøder ved Østre Landsret på henholdsvis 2 millioner kroner og 3 millioner kroner for overtrædelse af konkurrenceloven. Desuden er to ledende medarbejdere idømt personlige bøder på henholdsvis 75.000 kroner og 50.000 kroner.

Virksomhederne har koordineret tilbud i forbindelse med tre entrepriser i perioden fra januar 2012 til august 2013. Entrepriserne vedrører offentlige byggeopgaver for Syddansk Universitet og Sanderumskolen i Odense.

Konkurrencemyndighederne foretog i foråret 2016 uanmeldte kontrolundersøgelser hos Jorton og H. Skjøde Knudsen. Efter de indledende undersøgelser anmeldte Konkurrencerådet i november samme år sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Østre Landsrets dom er en ændring af Retten i Odenses frifindelsesdom fra december 2018.

Del dette med dit netværk: