Tabellerne taler

HIF Danmark tæller ned til kommunalvalget. De kigger i tabeller, og tallene taler deres eget sprog. – Jeg håber meget, at kommunerne tager disse tal alvorligt og strammer op, så det ikke skal være en ren skattejagt for vores medlemmer at finde frem til de kommunale opgaver, siger Jesper Grubbe Møller, tømrermester og formand for HIF Danmark. HIF Danmark organiserer håndværker- og industriforeningerne i Danmark og er en del af Håndværksrådet.

Kommunens manglende evne til at udbyde i mindre portioner, fx i fagentrepriser, er det emne, flest SMV’er anser for at være det største problem i forhold til kommunens erhvervsvenlighed. Derfor arbejder HIF Danmark og Håndværksrådet på at hjælpe en række kommuner med at udforme en SMV-venlig udbudspolitik.

– Kommunerne skal lære af hinanden og bør generelt være langt bedre til at udbyde deres opgaver, så de lokale små og mellemstore virksomheder også har en chance for at være med. Det er os, der sørger for, at der er lokale arbejdspladser og lærepladser til kommunens unge, siger Jesper Grubbe Møller.

Langt fra alle kommuner opdeler udbud i mindre dele, så små og mellemstore virksomheder kan være med i budrunder. Til gengæld får kommuners kommunikation rosende ord med på vejen. Det viser en undersøgelse fra Håndværksrådet og HIF Danmark. Små og mellemstore virksomheder, SMV’er, er afhængige af at bo i en erhvervsvenlig kommune. Som nedtælling til kommunalvalget i november har HIF Danmark derfor i samarbejde Håndværksrådet undersøgt SMV’ers erhvervsvilkår i kommunerne landet over.

Knap 900 medlemmer af HIF Danmark deltager i undersøgelsen. 45 pct. af de deltagende virksomheder peger på, at deres kommune godt kunne forbedre sig i forhold til at udbyde deres opgaver i mindre klumper. 32 pct. svarer, at deres kommune er ’dårlig’ eller ’ikke særlig god’ til det. 40 pct. mener, at kommunerne er for dårlige til at synliggøre, når kommunen udbyder nye opgaver.

 

Del dette med dit netværk: