Klimaløs indkøbsstrategi
Indkøb har alt med klima at gøre
Charlotte Fischer, chef for CONCITO Bæredygtigt Erhverv skriver i Danske Kommuner, at kommunernes langt største klimaaftryk kommer hverken fra deres bygninger, transport eller belysning, men indkøb. Ikke desto mindre er det grønne væk i KL’s nye indkøbsstrategi. Helt væk. Hverken ordet ”grøn”, ”klima” eller ”miljø” optræder.
Og hun fortsætter: – I et optimistisk lune tænker man: Det må være en fejl. Måske ved de ikke, at indkøbet af varer og tjenesteydelser repræsenterer langt, langt den største del af en kommunes klimabelastning. NIRAS har i et klimaregnskab for Region Hovedstaden fastslået, at det gjaldt næsten 80 procent af regionens drivhusgasudledning. Noget tilsvarende vil gælde for kommunerne. Offentlige indkøb i Danmark står for et enormt CO2-udslip.
Det beløber sig ifølge CONCITO’s beregninger årligt til cirka 20 millioner ton CO2 eller fire ton per indbygger. Den gode nyhed er, at kommunerne derfor også kan reducere deres udledninger markant – selv med en ret beskeden indsats. Et krav om for eksempel 10 procent mindre udslip fra deres indkøb vil spare to millioner ton CO2 om året. Det svarer til at fjerne cirka 650.000 biler fra vejene eller godt en fjerdedel af den danske bilpark.
Alt dette står i kontrast til KL’s klimaløse indkøbsstrategi. Lidt krydderier om innovation, CSR og TCO bagerst kan ikke ændre på, at strategien fremstår påfaldende ude af trit med det stigende fokus, der er både ude og hjemme på offentlige indkøb som en almægtig løftestang for et mindre aftryk, fortsætter Charlotte Fischer i Danske Kommuner – og supplerer:
– FN’s Verdensmål 12 peger for eksempel eksplicit på offentlige indkøb som et redskab for en mere bæredygtig udvikling. Her hjemme har regeringens Advisory Board for Cirkulær Økonomi netop udråbt offentlige indkøb som et centralt brækjern for et bedre ressourceforbrug. Kommunerne spiller med årlige 100 milliarder kroner i indkøb en helt central rolle. Håbet er, at regeringen nu følger op med konkrete initiativer, der kan booste grønne, cirkulære indkøb.
Mange kommuner løber heldigvis foran. De forstår de grønne gevinster, hvis de køber rigtigt ind. De ved også, at det ikke behøver at være dyrere at købe miljø- og klimaansvarligt ind, endda tværtom. Kunsten er her at identificere de områder, hvor der er totaløkonomi i at tænke miljø, klima og energi ind i indkøbene. Eksempler er der mange af – inden for alt fra teknologi til rengøring. KL bør lade sig inspirere af fortroppen og hjælpe sine medlemmer med den grønne omstilling af deres indkøb. Start dér, hvor ”business casen” er god. Forude venter et kommunalvalg. Grønne indkøb bør stå øverst på listen af mærkesager. For klimaets skyld, men også vores erhvervsliv, der vil gavnes af en stærk hjemlig grøn efterspørgsel i den globale konkurrence om grønne løsninger, slutter artiklen.