Klage over mangelfuldt udbud

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen klager over et udbud, som Region Midtjylland har holdt om medicoudstyr. Udbudsmaterialet udelod centrale oplysninger om den valgte evalueringsmetode.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger: – Kravet om at offentliggøre sin evalueringsmetode er en del af den nye udbudslov. Det indebærer, at alle virksomheder, som byder på en offentlig opgave får lavere transaktionsomkostninger, så det er vigtigt, at kravet overholdes. Vi har valgt at klage over Region Midtjyllands udbud, fordi det er en principiel sag. Langt de fleste offentlige ordregivere offentliggør allerede deres evalueringsmetoder, som de skal, når de udbyder en opgave. 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har indbragt Region Midtjyllands udbud af anæstesiapparater og –monitorer for Klagenævnet for Udbud. Udbudsmaterialets oplysninger om, hvordan tilbuddene ville blive evalueret var efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering mangelfulde.

De manglende oplysninger om evalueringen indebar, at tilbudsgiverne ikke kunne opnå den gennemsigtighed, som de har ret til, før de byder på en opgave. Desuden betød de manglende oplysninger, at Region Midt kunne vælge frit mellem flere af de indkomne tilbud. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har alene klaget over de manglende oplysninger i evalueringsmetoden. Der er ikke nedlagt påstand om annullation af det konkrete udbud, da formålet med klagen er at opnå generel juridisk klarhed.

Det er femte gang, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indbringer en sag for Klagenævnet for Udbud. Før denne sag er den seneste fra 2012.

Del dette med dit netværk: