”Kender ikke … ” – ”Har ikke hørt om …”
Undren over manglende viden om IT-standardkontrakt. To ud af tre IT-beslutningstagere kender ikke den statslige standardkontrakt K04 til indkøb af IT-drift. Det viser Danske IT-Advokaters IT-undersøgelse for 2021.
Af Flemming Kjærsdam
Den statslige standardkontrakt til IT-drift, kaldet K04, er blevet til efter næsten fem års forberedende arbejde samt bred høring af de relevante brancheorganisationer, herunder Danske IT-advokater og IT-Brancheforeningen. Kontrakten er designet til større it-driftsopgaver i staten, men det er muligt at skære kontrakten til, så den også kan anvendes på mindre opgaver.
Kun et mindretal blandt IT-beslutningstagere i private virksomheder og offentlige organisationer, der kender til og bruger kontrakten. Blot 16 pct. har benyttet K04 en eller flere gange. – Det slår mig, hvor få, der kender til standardkontrakten. Omtrent et år efter introduktionen af kontrakten, er der stadigt et markant ukendskab til K04, siger IT-advokat Julie Bak Larsen, bestyrelsesmedlem i DITA.
Der har siden 1987 været standardkontrakter på det statslige marked. Med K04, som udkom i 2020 fra Digitaliseringsstyrelsen, er det første gang, der har været en standardkontrakt for it-drift i staten.
Det er ikke kun de private IT-beslutningstagere, der ikke kender K04. Også IT-beslutningstagerne blandt de offentlige kunder kender heller ikke den nye standardkontrakt til brug for anskaffelser af it-drift i statslige sammenhænge.