ISS: Brud på “plejer”

ISS Danmark adm. direktør Flemming Bendt: – Hvad er det vigtigste for Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen? Det er grundlæggende, at de kan udføre deres kerneopgaver. Det er for eksempel at soldater er beredte, veltrænede og har det grej, de har brug for. Det er det, de skal koncentrere sig om, siger han og tilføjer: – Forsvaret koncentrerer sig om sine kerneopgaver. Og så hyrer de professionelle ind til at vedligeholde bygningsmassen, sørge for at der er ryddeligt og rent og sørge for, at deres medarbejdere får noget at spise.

ISS Danmarks milliardkontrakt med forsvaret kan tage outsourcing af offentlige opgaver til et helt nyt niveau. Aftalen kan blive et fyrtårn for andre offentlige områder.

 

– Man kan ikke undervurdere den her aftale. Den er ikke bare stor. Den er et brud med den traditionelle outsourcing-model. Den viser, at man kan tænke offentligt-privat samarbejde på en helt ny måde, siger Flemming Bendt og tilføjer: – Jeg håber, at aftalen kan være med til at åbne øjnene hos andre offentlige organisationer. Det her kan blive en referenceaftale, som andre kan bruge som inspiration.

Kontrakten er stor. Aftalen løber mindst seks år og har en samlet kontraktværdi på omtrent tre milliarder kroner. Den omfatter ni serviceområder, der blandt andet inkluderer facility management på mere end 500 etablissementer hos Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

Visionær tilgang skabte fælles vision. – Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har haft en visionær tilgang til opgaven fra start. I alt tre virksomheder blev prækvalificerede i udbuddet, og alle tre indledte i fællesskab med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse en dialogrunde, hvor vi formede en fælles vision for det partnerskab, der skulle gælde, siger ISS-direktøren: – Arbejdet med at formulere rammerne for samarbejdet gik i gang i december 2016 og var tilendebragt knap et år senere. I forløbet valgte én aktør at springe fra, og i sidste ende blev det ISS, der løb med kontrakten. Den aftale, der var frugten af samarbejdet og dialogen, endte med at blive noget helt andet end det, man traditionelt forbinder med offentlig konkurrenceudsættelse. Aftalen kan blive starten på et paradigmeskift, mener han.

ISS får i den nye aftale langt mere ansvar, end det traditionelt har været tilfældet. Virksomheden har stadig kontrollerbare mål, den skal opnå, som for eksempel målepunkter (KPI) for ”oppe-tid” på kritiske installationer, men brugerevalueringer er samtidig et helt centralt element i aftalen.

Del dette med dit netværk: