Indkøb med mening
– Hver eneste dag bruger kommunerne omkring 270 millioner kroner på indkøb af varer og ydelser. Alt fra indkøb af havregryn på plejehjemmet til renoveringen af cykelskuret i skolegården. Det giver kommunerne en stor muskel, som blandt andet kan bruges til at understøtte klima og bæredygtighed. Den bruger kommunerne allerede, men der er behov for at understøtte og hjælpe udviklingen endnu mere på vej, siger Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.
Derfor præsenterer KL nu en ny indkøbsstrategi for 2020-2024, som skal styrke kommunernes mulighed for både at skabe økonomisk råderum og at tænke klima og bæredygtighed ind, når der skal købes varer og tjenesteydelser. ”Indkøb med mening”, hedder strategien, som indenfor den lokalpolitiske kontekst skal sætte rammerne for kommunernes arbejde med indkøb i hele organisationen frem mod 2024. Strategien rummer 20 målsætninger for det fremadrettede arbejde med indkøb på tværs af hele den kommunale organisation.
Ud over stigende fokus på bæredygtighed, skal strategien bidrage til at kommunernes indkøb også de kommende fire år kan være med til fortsat at skabe økonomisk råderum, så kommunerne kan håndtere det stigende antal ældre og de stigende krav til serviceniveauet. – Kommunalpolitikerne og de kommunale ledere og medarbejdere gør hver dag en stor indsats for at forbedre, omstille og udvikle den kommunale service, så vi får mest mulig velfærd ud af hver en skattekrone. Her kan indkøb være en løftestang for at understøtte udviklingen af opgaverne på de store velfærdsområder, siger Thomas Kastrup-Larsen,
Han fremhæver blandt andet et samarbejde i Holbæk Kommune mellem indkøbsafdelingen og socialrådgiverne. Her er socialrådgiverne blevet klædt på til at følge op over for de private leverandører, så det sikres, at borgerne får de rette indsatser, som kan understøtte deres udvikling. Det har betydet at borgerne får den rette støtte til den bedste pris, og det giver tryghed for sagsbehandlerne. Og den slags tiltag skal der arbejdes endnu mere med i de kommende år, siger Thomas Kastrup-Larsen og slutter: – Det afgørende er, at vi bruger indkøb som en motor til at fremme de dagsordener, der betyder noget for borgerne. Bæredygtige løsninger og den borgernære service. Vi ser meget frem til at gå i dialog med relevante parter om at finde de gode løsninger.