Grøn indkøbspris 2017
Årets pris gik til 3R Kontor. 3R har udmærket sig ved at fremme et marked for genanvendte møbler for både offentlige og private indkøbere og har dermed skabt fokus på cirkulær økonomi. Det er tredje år i træk, at Forum for Bæredygtige Indkøb uddeler den årlige pris for at anerkende de aktører, der gør en særlig indsats for de grønne indkøb. De øvrige nominerede var Aalborg Kommune for deres cirkulære indkøb af læringsmiljøer og Fischer Lighting for deres innovative retrofitting system til belysning.
Vinderen 3R Kontor er specialiseret i at opkøbe, istandsætte og videresælge brugte kvalitetskontormøbler, som ellers kunne være blevet smidt ud som affald. Virksomheden har en helhedsorienteret tilgang til at skabe miljøforbedringer ved også selv at foretage cirkulære og grønne indkøb. Bl.a. køber de genbrugt IT-udstyr til driften, og de anvender FSC mærkede bordplader til istandsættelsen af møblerne. Via en deleøkonomisk platform tilbyder 3R Kontor de brugte møbler gratis til skoler, foreninger og andre velgørende organisationer når møblerne ikke kan sælges på acceptable økonomiske vilkår.
I nomineringen af 3R Kontor lagde juryen vægt på, at 3R Kontor fremmer et marked, så indkøbere i offentlige og private virksomheder kan købe genanvendte møbler og dermed indgå i den cirkulære økonomi. I tillæg udviser 3R ansvarlighed med en helhedsorienteret miljøvenlig og bæredygtig forretningsmodel, som inddrager egne grønne indkøb, samt velgørenhedsarbejde via donationer af brugte møbler