DI-debat: Offentlige indkøb, cirkulære løsninger og biodiversitet

Dansk Industri: Offentlige indkøb skal komme ind i kampen for naturen

Den offentlige sektor kan i langt højere grad bidrage til cirkulære løsninger og en bedre biodiversitet. Alligevel venter Danmark fortsat på en samlet national strategi, skriver Jakob Scharff. Hvis danske virksomheder skal have troen tilbage på, at offentlige udbud også handler om kvalitet, innovation, samarbejde, leveringssikkerhed og grøn omstilling, skal der helt andre boller på suppen, lyder meldingen.

Jakob Scharff, Branchedirektør, DI i debatindlæg i Altinget (uddrag):  I Dansk Industri har vi gentagne gange peget på potentialet ved et højere tempo og skala i de grønne offentlige indkøb. I lyset af den nuværende ressource- og biodiversitetskrise er det vigtigt at se på, hvordan vi som samfund kan bidrage til at løse denne udfordring.

Et afgørende område er det offentlige indkøb, der står for cirka 16 procent af det danske BNP. En økonomisk aktivitet, som burde være katalysator for en hurtigere cirkulær omstilling og sikre, at vi kan leve inden for naturens grænser.

Ifølge Dansk Naturfredningsforening er en fjerdedel af alle verdens arter truet af global udryddelse. Alene i Danmark er over 1.900 arter af dyr, planter og svampe så truede, at der er stor risiko for, at de vil forsvinde fra vores natur. I det lys ser det jo højst besynderligt ud, at der ikke større fokus på, hvordan den offentlige sektors indkøbsadfærd kan bidrage til cirkulære løsninger og reducere afhængigheden af naturressourcer og fossile brændstoffer.

Dansk Industri har sammen med Dansk Naturfredningsforening, Concito, Dansk Erhverv, Klimabevægelsen, Etisk Handel, Miljømærkning Danmark, FSC og Rådet for Grøn Omstilling rettet henvendelse til finansministeren med en appel om mere tempo og skala i de grønne offentlige indkøb. Vi venter fortsat på en samlet national strategi.

Det er helt nødvendigt, at vi igennem det offentlige forbrug tager ansvaret endnu mere alvorligt og bruger efterspørgslen til at støtte op om biodiversiteten og virksomhedernes grønne løsninger.  Flere og flere offentlige indkøbsfunktioner har taget hul på opgaven. Men vi skal langt, langt højere op i tempo og skala, og det kræver et tydeligt politisk mandat og med klare målsætninger i en national strategi.

Al respekt for gode intentioner i de eksempelvis 98 forskellige kommunale indkøbsstrategier. Men de er oftest uden klare målsætninger, uden de nødvendige prioriteringer og fokus skifter ved kommunegrænsen.

Det er næsten umuligt for virksomhederne at navigere i, og der er for mange spildte kræfter i markedsdialoger om den grønne omstilling, som sjældent udmøntes i de konkrete udbud.

Her finder du hele debatindlægget

Del dette med dit netværk: