Bird&Bird om ændring af Udbudsloven
Ændringerne til udbudsloven vedtaget
Folketinget har vedtaget lovforslag om ændring af udbudsloven. Ændringerne til loven træder i kraft den 1. juli 2019.
Af advokat Mikkel Taanum og advokatfuldmægtig Daniel Lassen.
Indholdet af ændringerne til udbudsloven
Da lovforslaget om ændring af udbudsloven blev sendt i høring den 5. oktober 2018 modtog Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i alt 42 høringssvar fra offentlige myndigheder og interesseorganisationer.
Det var, i følge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, primært repræsentanter for tilbudsgivere, der udtrykte positivitet over for lovforslaget. Derimod udviste høringssvarene fra ordregivere overvejende bekymring for de administrative byrder, som ændringen af loven ville medføre.
Uanset de bekymringer, der var indeholdt i høringssvarerne, er lovforslaget nu blevet vedtaget.
Udbudsloven bliver ændret på følgende måder:
- Der bliver indført en forpligtelse for ordregivere til at offentliggøre alle dele af evalueringsmodellen i udbudsmaterialet.
- Der bliver indsat en definition af begrebet “evalueringsmodel” i udbudsloven § 24, nr. 39.
- Der bliver indført en pligt til, ved udbud af bygge- og anlægsarbejder med en værdi over 350 mio. kr., at adskille vurderingen af de kvalitative kriterier og prisvurdering ved tilbudsevalueringen. Denne pligt er populært benævnt “to-kuvert-systemet”.
Forpligtelsen til at offentliggøre alle dele af evalueringsmodellen
Forpligtelsen til at offentliggøre alle dele af evalueringsmodellen indebærer, at ordregivere fremadrettet på forhånd i udbudsmaterialet skal fastlægge og beskrive de metoder, der vil blive benyttet i tilbudsevalueringen. Denne ændring betyder, at det ikke vil være i overensstemmelse med udbudsloven at anvende dele af en evalueringsmodel, der ikke har været beskrevet i udbudsmaterialet.
Konkrete parametre i evalueringsmodellen kan dog fortsat være afhængige af de indkomne tilbud, men fastlæggelsen af disse parametre skal præcist og entydigt være beskrevet i udbudsmaterialet. Fastlæggelsen af disse parametre må således ikke være underlagt ordregivers skøn.
Den nye definition af evalueringsmodel
Udbudslovens § 24 bliver udbygget med en ny nr. 39, hvor “evalueringsmodellen” defineres med følgende ordlyd:
“Evalueringsmodellen: Det eller de værktøj(-er), der anvendes af ordregiver til at sammenstille tilbudsgivernes besvarelse af forskellige kriterier for tildeling med henblik på at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud.”
To-kuvert-systemet
“To-kuvert-systemet” indeholder en forpligtelse til at vurdere kvaliteten af ordregivers modtagne tilbud adskilt fra vurderingen af prisen. Pligten gælder for bygge– og anlægskontrakter, hvis værdi overstiger 350 mio. kr. I henhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal forpligtelsen sikre, at ordregivere ikke utilsigtet lader sig påvirke af prisen, når ordregivere skal vurdere kvaliteten af tilbuddene.
Forpligtelsen gælder kun ved offentlige og begrænsede udbud og altså ikke ved udbud med forhandling. Ordregivere kan altså stadig gennemføre udbud med forhandling med kendskab til både kvalitet og pris.
Ændringerne af udbudsloven træder i kraft den 1. juli 2019, hvorefter ordregivere, der afholder udbud efter denne dato, skal leve op til forpligtelserne omfattet af ændringen.
Digitale udbudsplatforme
I april 2019 skal ordregivere desuden være opmærksomme på, at EU-Kommissionens ESPD-platform nedlægges.
Fra dette tidspunkt skal alle ordregivere have indgået aftale om brug af elektroniske udbudsplatforme, som lever op til bekendtgørelsen om anvendelse af elektronisk kommunikation i udbud og annoncering af offentlige indkøb under tærskelværdierne med klar grænseoverskridende interesse, når der gennemføres udbud i henhold til udbudslovens afsnit II (EU-udbud) og III (Light-regimet) samt forsyningsvirksomhedsdirektivet.
Der har i den seneste tid dog vist sig udfordringer med nogle udbudsplatforme, som ikke er fuldt integreret til at håndtere ESPD-funktionen. Desuden har det vist sig, at nogle udbudsplatforme kræver, at tilbudsgivere tilmelder sig og betaler for en abonnementsordning for at få adgang til ESPD-funktionen. En sådan fremgangsmåde er i strid med ovennævnte bekendtgørelse, hvorefter der ved adgang til at deltage i en udbudsprocedure ikke må kræves betaling af et vederlag.
Ordregivere bør hurtigst muligt og inden april 2019, sikre sig, at den anvendte digitale udbudsplatform lever op til kravene i bekendtgørelsen.
Bird & Bird har tidligere skrevet nyheder om både det fremsatte lovforslag til ændring af udbudsloven: https://www.twobirds.com/da/news/articles/2018/denmark/lovforslag-om-aendring-af-udbudsloven-sendt-i-horing samt kravene til elektronisk kommunikation: https://www.twobirds.com/da/news/articles/2018/denmark/er-i-klar-til-den-digitale-virkelighed, hvor I kan læse yderligere.