Trodser kritik
Klimaminister Dan Jørgensen møder nu kritik. Vil ikke rydde op i problematisk system for grønne certifikater, skriver Finans.
Systemet møder megen kritik for at give virksomheder mulighed for at pynte på deres CO2-regnskaber ved at købe grøn strøm fra vindmølleparker, der allerede er opført med statsstøtte. – Det hænger simpelthen ikke sammen, at virksomheder kan bryste sig af at være grønne, fordi de køber vindmøllestrøm, som i forvejen er finansieret af elkunderne via PSO-afgiften. Man gør jo dette for at få fremmet den vedvarende energi, men det virker overhovedet ikke, siger Brian Vad Mathiesen, professor på Aalborg Universitet.
I løbet af de kommende måneder skal Danmark implementere et EU-direktiv, der giver muligheden for at stramme kravet i lovgivningen, så virksomheder kun kan tilkøbe sig grøn strøm, der er produceret uden statsstøtte.
Men det afvises dog af Dan Jørgensen.- Det er hensigtsmæssigt at sikre stabile rammevilkår og fortsætte det nuværende system, hvor der tildeles oprindelsesgarantier til al vedvarende energiproduktion – støttet eller ej. Systemet bidrager med privat finansiering af de samlede indtægter for VE-producenter, hvorved der potentielt er mulighed for, at en fortsat VE-udbygning kan ske med et lavere statsligt tilskud. Radikales klimaordfører, Ruben Kidde, oplyser dog til Finans, at hans parti vil tage eksperternes vurderinger af det fejlslagne system til videre politiske drøftelser.