Strøm, damp og fuld kraft på el-kedler og VE
HOFOR sætter strøm, damp og fuld kraft bag sin plan om store varmepumper i hovedstadsområdet. Nu skal der suppleres med store elkedler for at udnytte sol- og vindenergi – og det vil reducere et behov for at bruge olie, gas og biomasse markant.
I tillæg bliver energien udnyttet bedre, og fjernvarmen vil være mere robust overfor prisudsving.
HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, investerer flere milliarder i at reducere biomassen og de fossile brændsler som olie og naturgas med en ambitiøs strategisk satsning: Nu vil selskabet etablere op til 550 MW elkedler – oven i i de 300 MW varmepumper – som det Københavnske selskab meldte ud for et par måneder siden. – Vi vil rigtig gerne bidrage til den grønne omstilling. Derfor laver vi nu endnu en ambitiøs investering. Denne gang på 3-5 mia. kr. over de næste år for at lave varme til vores kunder via elbaserede løsninger – det vil reducere brugen af biomasse og fossile brændsler. Med elbaserede løsninger i fjernvarmesystemet kan varmen til københavnerne i meget højere grad komme fra sol- og vindenergi – og vi får en forsyning, som er flerstrenget og robust. Alt i alt kommer det til at understøtte vores mål om en grønnere, mere sikker og konkurrencedygtig fjernvarmeforsyning, siger Gorm Elikofer, direktør for Energi i HOFOR (foto).
At bruge varmepumper og elkedler er en strategisk satsning, der skal sikre en flerstrenget fjernvarme.