Regering, KL og Regioner – om det digitale Danmark
Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022-2025 viderefører det stærke fællesoffentlige samarbejde mellem stat, kommuner, regioner der har været præget af høje politiske ambitioner og en stor lokal indsats i myndighederne, hvor både borgere og de offentlige medarbejdere har vist sig parate til den digitale omstilling. Den digitale førerposition danner derfor et solidt grundlag for fremtidens digitale udvikling
Strategiens fire overordnede visioner for den fællesoffentlige digitalisering:
- En sammenhængende og brugervenlig digital offentlig sektor for alle
- Digitalisering skal afhjælpe manglen på arbejdskraft
- Et digitalt bidrag til den grønne omstilling
- Et stærkt fundament for den digitale udvikling
Regeringen, KL og Danske Regioner vil gøre det lettere at være borger i et digitalt Danmark. Strategien skal desuden bidrage til at løse udfordringerne med mangel på arbejdskraft og styrke den grønne omstilling. Danmark har siden årtusindeskiftet været igennem en digital omstilling af den offentlige service med fælles løsninger som Digital Post og NemID og senest også med kørekort og sundhedskort som app på mobilen der gør, at vi i dag enkelt opretter nye virksomheder på nettet, skriver vores børn op til daginstitutioner, tjekker svar på blodprøver, læser vores elektroniske post og foretager sikre betalinger fra sofaen. Løsninger der gør hverdagen nemmere for borgere og virksomheder og hjælper myndighederne med at yde en god offentlig service.
Med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022-2025 er det regeringens, KL’s og Danske Regioners vision, at digitalisering skal være en central del af svaret på de store samfundsudfordringer, som Danmark står over for. Data og ny teknologi skal være redskaber i kampen mod manglen på arbejdskraft, bidrage til den grønne omstilling af det danske samfund og støtte op om udviklingen af velfærdssamfundet gennem et stærkt digitalt fundament. Finansminister Nicolai Wammen siger: – Danmark skal fortsat være iført den digitale førertrøje. Med aftalen om Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi lægger vi op til en solid opgradering af den offentlige digitalisering. Digitalisering kan løfte kvaliteten af den offentlige service, frigøre arbejdskraft og accelerere den grønne omstilling. Samtidig med at vi bevarer et stærkt fokus på sikkerhed og ansvarlighed for at styrke tilliden til de offentlige digitale løsninger.
Han suppleres af Formand for KL Martin Damm, der siger: – I kommunerne arbejder vi hver dag for at levere et godt og trygt tilbud til borgerne. Og skal vi bevare samme kvalitet i fremtiden, er det nødvendigt, at vi gentænker vores velfærd – og vejen dertil er i høj grad digital. Vi står lige nu over for to store udfordringer, både i kommunerne og hele den offentlige sektor – nemlig manglen på arbejdskraft og klimaudfordringerne. Nogle ting kan vi gøre i kommunerne, men andre har vi brug for at samarbejde om, og derfor er den fælles strategi rigtig vigtig. Men i takt med at mere og mere digitaliseres, bliver det også endnu vigtigere at sikre, at alle – uanset deres digitale formåen – kan deltage. Ingen må hægtes af. Også formand for Danske Regioner Anders Kühnau er en tilfreds mand. Han siger: – Styrken ved den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er, at der er et fortsat stærkt fokus på samarbejde og på at løse de udfordringer, som regioner, stat og kommuner har svært ved at løse hver for sig. Med strategien sender vi også et fælles signal om, at vi sammen vil fremme deling af oplysninger på tværs af sundhedsvæsenet – og med borgeren selv – via sundhedsjournalen og MinSundhed. Jeg er særligt glad for, at strategien styrker det nære digitale sundhedsvæsen ved at understørre mere behandling i hjemmet. Det er også positivt, at den grønne omstilling har fået en central plads i strategien.