Odsherred opgraderer
– Ved at omlægge til billigere varmekilder, og samtidig optimere driften med hjælp fra dygtige folk hos Nykøbing Sj. Varmeværk, håber vi at kunne holde varmepriserne i ro, trods de mistede tilskud, sådan siger direktør, Fanny Villadsen, Odsherred Forsyning (foto). Virksomheder der ønsker at blive prækvalificeret til at byde på opgaven med ombygning af varmeværkerne, har frist indtil d. 17. januar. Det handler om ombygningen af fjernvarmeværkerne i Højby og Vig. Den samlede anlægssum forventes at lande på ca. 32 mio. kr.
Forsyningen overtog de to naturgasfyrede kraftvarmeværker fra SEAS-NVE i januar 2018, velvidende at værkerne skulle omlægges til billigere og mere miljøvenlige varmekilder end naturgas. I fremtiden kan fjernvarmen f.eks. produceres med varmepumper eller solenergi. – Vi glæder os meget til at få opgraderet varmeværkerne til mere klimavenlige varmekilder, og bidrage til at få nedbragt CO2 udledningen, fortæller bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning, Vagn Ytte Larsen.
Den 1. januar 2019 bortfaldt det såkaldte grundbeløb, som kraftvarmeværkerne hidtil har modtaget som årligt tilskud fra Staten, mod at stå til rådighed og kunne levere strøm ud på el-nettet ved behov. Det betyder at Forsyningens tre varmeværker i Grevinge, Højby og Vig, samlet set mister næsten 8 millioner kr. i årligt tilskud.