“Køb grønt, når du køber IT” – ny evaluering
Digitaliseringsstyrelsen: Ny evaluering: EU’s grønne indkøbskriterier er et vigtigt værktøj til bæredygtig digitalisering
Digitaliseringsstyrelsen har i en ny evaluering af EU’s Grønne offentlige indkøbskriterier (GPP) udgivet nye anbefalinger til, hvordan offentlige myndigheder kan gøre indkøb af digitale ydelser grønnere og mere bæredygtige.
Digitalisering i bred forstand udleder i dag mere CO2 end den samlede flyindustri og forventes frem mod 2030 at fordoble sit strømforbrug til ca. 13 procent af det globale strømforbrug. Danmark har derfor forpligtet sig til at øge andelen af grønne offentlige indkøb af digitale ydelser og produkter. Men det kan være en udfordring for offentlige myndigheder at anvende grønne krav i offentlige indkøb, samt at få overblik over deres eventuelle økonomiske og konkurrencemæssige konsekvenser.
Derfor har Digitaliseringsstyrelsen netop gennemført evalueringen ”Køb grønt når du køber it”, der anbefaler, at offentlige myndigheder anvender EU’s Grønne offentlige indkøbskriterier (Green Public Procurement – GPP) for indkøb af datacenterrelaterede ydelser og produkter.
Evalueringen finder, at GPP-kriterierne er meget brugbare i offentlige indkøb, og at en øget anvendelse vil bidrage til at gøre offentlig indkøb af dataopbevaring og –behandling mere grøn. Ensartede, objektive og internationalt funderede krav er et vigtigt skridt mod at gøre digitalisering mere grøn, hvor leverandørernes byrder samtidigt mindskes, når det offentlige stiller ensartede krav, som i tillæg spejler øvrige EU-afrapporteringskrav.
– Jeg har en ambition om, at Danmark skal være et grønt digitalt foregangsland. Det kræver, at den offentlige indkøbsmuskel trænes grønnere og går forrest i at sætte en grønnere retning for markedet for opbevaring og behandling af data. Grønne krav kan være et afgørende konkurrenceparameter på det digitale marked. Derfor er EU’s GPP-kriterier et vigtigt værktøj til at gøre digitaliseringen grønnere samtidigt med, at det bidrager til at mindske leverandørernes dokumentationsbyrder, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.