Skal sikre strøm i kontakten
En ny arbejdsgruppe under NEKST, den nationale energikrisestab, skal finde konkrete løsninger, der kan speede netudbygningen op. Elektrificering og mere strøm fra sol og vind øger behovet for udbygning af elnettet. – Den grønne omstilling er vor tids største byggeprojekt, og elnettet er en grundsten. Uden tilstrækkelig netkapacitet – og samplacering af elforbrug og -produktion – når vi ikke i mål med de store ambitioner for vedvarende energi. NEKST skal sikre hurtigere udbygning af elnettet, og at vi udnytter det eksisterende net bedst muligt, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
En hurtigere udbygning af elnettet betyder, at arbejdsgruppen skal komme med konkrete anbefalinger og løsninger, der skal strømline og afkorte processerne for netudbygning i hele forløbet – fra behovet afdækkes, til forbindelserne sættes i drift. Derudover skal arbejdsgruppen se på tiltag, der kan aflaste elnettet og derigennem øge omstillingshastigheden. NEKST skal tage teten op med udgangspunkt i allerede igangsatte tiltag og analyser.
Arbejdsgruppen bistås af relevante ministerier og myndigheder og får en afgrænset periode til at fremlægge konkrete indsatser, der kan understøtte hurtig netudbygning, så Danmark kan lykkes med den grønne omstilling.