For ¼ milliard kroner vandværk
HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har skrevet under på store kontrakter med Robotek A/S, Vand & Teknik A/S og LM Byg A/S om byggeriet af et nyt, moderne vandværk på den gamle vandværksgrund i Ishøj.
Værket ved Thorsbro, et vandværk som siden 1908 har leveret drikkevand til københavnere og borgere i omegnskommunerne, er blevet moderniseret ad flere omgange – senest i 1985, da man overgik fra dieselmotorer til elektrisk drift. Nu er det igen blevet tid til at nybygge og modernisere det gamle værk, og det skal fremover levere blødgjort vand til kunderne, hvilket betyder mindre besvær med afkalkning af husholdningsmaskiner og brusekabiner.
I juni blev der indrettet byggeplads på vandværksgrunden, og gamle bygninger blev henholdsvis revet ned eller genbrugt. Nu står byggegrunden klar til, at de tre nye entreprenører tager over. – Vi er meget glade for at kunne gå i gang med det her projekt, og vi er stolte over endnu engang at kunne bidrage med banebrydende teknologi til dette historiske vandværk, så vores kunder såvel som miljøet kan få gavn af det blødere vand inden for en overskuelig årrække, siger Bjarne Korshøj, teknisk direktør hos HOFOR.
Nu har de tre entreprenører skrevet under på kontrakter om at bygge det nye vandværk, levere procesanlæg og stå for hele el-entreprisen.