Energitopmøde på Bornholm
Den 30. august danner Hammershus på Bornholm ramme om et stort internationalt topmøde, der samler EU-Kommissionsformanden, statsledere og energiministre fra Østersølandene. Formålet er at styrke udbygningen af havvind i Østersøen og sikre uafhængighed af Ruslands sorte energi. Danmark er vært for dette internationale topmøde om uafhængighed af russisk energi
Efter den russiske invasion af Ukraine har Putin brugt energi som et politisk våben mod Europa. Derfor samler Danmark nu Østersøens otte EU-lande samt EU-Kommissionen til et topmøde på Bornholm. Udover Danmark er der deltagelse fra Tyskland, Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og EU-Kommissionen. Tilsammen repræsenterer de otte lande knap 150 mio. europæiske borgere. Foruden EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og energikommissær Kadri Simson deltager statsoverhoveder, energiministre og topembedsmænd fra landene. Tyskland er repræsenteret af deres parlamentarisk statssekretær. Hvert land kan desuden medbringe en havvindmølleparkejer eller sektorspecialist og deres elnet-myndighed.
Med sine knap 400.000 km2 – eller det, der svarer til næsten 10 gange Danmarks landareal – har Østersøregionen et stort, men overvejende uudnyttet potentiale for vedvarende energiprojekter. Den samlede havvindskapacitet i Østersøen er pt. på 3 GW.