El-kabler for milliarder
Det handler om et milliardudbud på kabler. Netselskaberne Cerius-Radius og deres fælles driftsselskab, Nexel, har gennemført et stort udbud på kabler, der skal sikre elforsyningen i den østlige del af Danmark i Østdanmark. Mere end 1.000 km kabler skal aftages fra leverandørerne – og det hvert år, lyder udfordringen.
VÆRDI. Kabel-udbuddet har en anslået værdi på godt 1,1 milliard kroner – og udbuddet har været opdelt i tre deludbud på henholdsvis lavspændingskabler, mellemspændingskabler og gummi- og flammehæmmende kabler. – Vi er ved at vende vores energisystem på hovedet, da olie og gas mange steder i samfundet udfases til fordel for strøm. Heldigvis har vi et stærkt elnet, som udgør et fantastisk fundament for denne omstilling, men det kommer alligevel til at kræve mange nye kabler i jorden at imødekomme fremtidens efterspørgsel, udtaler Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Cerius-Radius.
Vinderne af udbuddet vedr. lavspændingskabler blev NKT og Prysmian. Vinderne af udbuddet af mellemspændingskabler blev NKT og Reka – og vinderen af gummi- samt flammehæmmende kabler er Prysmian og NKT. NKT er således leverandør til alle tre kabelkategorier – og leveringen af nogle af de allerførste kabler begynder allerede i indeværende måned – og størstedelen af kablerne forventes at blive produceret i Danmark på NKTs fabrik i Asnæs.
– Som dansk virksomhed er vi altid ekstra stolte af at sælge strømkabler, der vil understøtte vores hjemmemarked, udtaler Carlos Fernandez, direktør for forretningsområdet Applications i NKT.