Digitale produkter

Af: Cand. Merc. Jesper Baadsgaard

Virksomheden HWAM har taget brændeovnen ind i den digitale tidsalder. Med en smartphone eller tablet kan ejeren styre sin brændeovn, så den holder en konstant stuetemperatur. Samtidig bruger den mindre brænde og udleder færre partikler. Den intelligente og miljøvenlige brændeovn fra HWAM er vinder af DI Prisen 2016.

DI Prisen blev uddelt på DI Topmødet i Operaen i København. Den nyindstiftede pris uddeles til en virksomhed, der har skabt nye muligheder og omsat dem til vækst og arbejdspladser til gavn for det danske samfund. I forbindelse med årets prisuddeling har det været et krav, at virksomheden har benyttet digitale teknologier til at udvikle og styrke virksomheden. – Årets prisvinder viser, at der er meget få begrænsninger på, hvad der kan digitaliseres. Mennesker har tændt bål siden urtiden, men brændeovnene fra HWAM giver os en helt ny oplevelse. Brugervenligheden er i top, stuetemperaturen er behagelig og brændet bliver udnyttet bedst muligt, siger Jan Damgaard, der stod for prisoverrækkelsen på vegne af ekspertkomiteen bag DI prisen.

Ekspertkomiteen, bestående af fem uafhængige eksperter, nominerede tidligere i år fem virksomheder, der skulle konkurrere om DI Prisen. Komiteen har derefter stemt på deres favorit. Det samme har DI’s medlemmer.

– Vi er meget stolte af, at det er os, der vinder DI Prisen. Men kampen er kun lige begyndt. Vi er i et hårdt marked. Digitaliseringen af vores brændeovne har givet os et forspring på det internationale marked, som vi håber at kunne udnytte i de kommende år, siger adm. direktør i HWAM Stefan Pedersen.

Del dette med dit netværk: