Bygger grønt med Realdania-millioner
De grønne ambitioner er høje blandt de 11 kommuner, der med støtte fra Realdania nu skruer op for bæredygtigheden i kommende, lokale byggeprojekter.
Der er mange vinkler på de grønne tiltag: En varmestue, et herberg til hjemløse i Herning samt en ny daginstitution, der skal bygges sammen med den lokale skole i Frederikshavn. Det er eksempler på de i alt 11 kommunale byggeprojekter, hvor der nu skrues op for de grønne ambitioner og løsninger. Alle får støtte fra Realdanias pulje, der skal styrke det bæredygtige byggeri oven på coronakrisen. Grønne tage, genanvendelige materialer, bæredygtige træsorter og fokus på at øge bygningernes levetid.
Midlerne skal hjælpe de 11 kommuner med at indhente målrettet rådgivning om, hvordan de kan styrke den klimamæssig bæredygtighed i 11 konkrete byggeprojekter. En værdifuld viden, som Realdania vil arbejde for, også kommer landets øvrige kommuner til gavn. Derudover får kommunerne støtte til rent faktisk at realisere de bæredygtighedstiltag, som de med hjælp fra rådgiverne har udpeget. – Byggebranchen er ikke gået i stå på grund af coronakrisen – snarere tværtimod. Med ophævelsen af kommunernes anlægsloft skal der realiseres ekstra mange byggeprojekter, og det er dem, vi gerne vil tale ind i med denne coronapulje. Ved at give kommunerne lidt ekstra luft i budgetterne til målrettede bæredygtighedsanalyser og til efterfølgende at realisere de justerede byggeprojekter, er vi både med til at gøre de konkrete byggerier grønnere og ejendomsafdelingerne endnu klogere på bæredygtighed. Den nye viden, som nu kommer ud i kommunerne, håber vi, også vil spille ind i mange andre kommunale byggeprojekter fremover – i hele landet, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
I Herning Kommune, hvor der skal bygges en ny varmestue, et herberg samt boliger målrettet hjemløse, er der nu økonomi til at undersøge, hvordan der kan skrues op for de grønne løsninger i det kommende byggeri. Her vil kommunen blandt andet undersøge, hvordan man kan øge fokus på alternativ energi, grønne tage, bæredygtige materialer, LED-belysning samt et bedre indeklima. I Frederikshavn Kommune, der skal etablere en ny daginstitution i samme bygning som en af byens skoler, kan kommunen med støtte fra Realdania blandt andet undersøge, om der ifm byggeriet kan skrues op for genanvendelsen af den eksisterende bygnings materialer. Og i Kolding får kommunen hjælp til at undersøge muligheden for at anvende mere bæredygtige træsorter i byggeriet af byens kommende moler, der, ud over at fungere som hyggeligt opholdssted for byens borgere, skal beskytte det indre havnebassin i Kolding mod bølger og is. Her kan der potentielt være stor inspiration at hente for andre havnebyer, der gerne vil bygge mere bæredygtigt.
Støtten på i alt 20 mio. kroner er en del af Realdanias indsats ’Sammen om bæredygtigt byggeri’, som blev lanceret i foråret i forbindelse med COVID-19-krisen. Målet er at give kommunerne lidt ekstra luft i anlægsbudgetterne til at prioritere grønne og bæredygtige valg og dermed større mulighed for at tænke byggeri og klimamål endnu mere sammen.