Det handler om “Smart Vand”

Udfordringen fra kraftige regnskyl og oversvømmelser fremmer udvikling af ny state-of-the-art vandteknologi. Vandselskaber og kommuner får et nyt redskab til en samlet planlægning og styring af vandet – hvad enten det kommer fra skybrud eller stormflod. Projektet hedder ”Water Smart Cities” og er et samarbejde mellem en række offentlige og private aktører samt landets fire største vandselskaber.

Innovationsfonden har bevilliget 12,1 mio. kr. projektet, der samlet set forventes at koste 28,3 mio. kr. Bevillingen er givet på baggrund af behovet for at løse et stort samfundsmæssigt problem. Resultatet af projektet forventes at kunne skabe øget udenlandsk opmærksomhed om dansk vandteknologi. Navnet ”Water Smart Cities” er valgt, fordi der i fremtiden vil være fokus på at bruge ny IT-teknologi som middel til en smartere styring af vandet, så det ikke belaster miljøet og gør skade på bygninger. Navnet handler også om at håndtere klimaudfordringerne på den bedst tænkelige måde.

Projektet tager afsæt i, hvordan vandet vil bevæge sig igennem byen i tilfælde af f.eks. skybrud. Vandmasserne er store og opstår med kort varsel. Skybrud og stormflod kræver derfor en ny form for beredskab, der via et samspil mellem realistiske prognoser, omhyggelig byplanlægning, styring af afløb og forskellige typer forsinkelsesbassiner leder vandmasserne ud af byerne med mindst mulig skade til følge.

Målet er, at alle aktører – fx vandselskaber og kommuner – i fremtiden vil få den relevante information på rette tid og sted. På kort sigt fx i form af bedre nedbørsprognoser, og på lang sigt ved at give mulighed for bedre planlægning og styring. Denne viden skal danne grobund for, at der lettere kan opstilles klare mål og prioriteringer på området.

Professor på Institut for Vand og Miljøteknologi under DTU, Karsten Arnbjerg-Nielsen, er projektleder på projektet. Han ser store samfundsmæssige perspektiver i projektet. – Der er behov for fundamentalt at gentænke den måde, vi har indrettet vores byer og vores vandafledning på. Det kræver massive investeringer, men vi mangler viden om, hvilke tiltag, der bedst og billigst løser udfordringerne, siger Karsten Arnbjerg-Nielsen.

Projektet starter i april 2016 og løber over fire år. Ud over Innovationsfonden bidrager DTU, DHI, Krüger, Rambøll, DMI samt de fire største vandselskaber HOFOR, Aarhus Vand, VandCenter Syd og BIOFOS til projektet.

Del dette med dit netværk: