PSO skal sløjfes

PSO-omlægning og grønne ambitioner skal gå hånd i hånd, men midlerne, der finansierer den grønne omstilling, skal fremover findes via finansloven

Det er energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), der har lagt op til, at den omstridte PSO-afgift nu helt skal fjernes . Det vækker – ikke uventet – – stor glæde i erhvervslivet

– Det er særdeles godt nyt for virksomhederne, siger direktør Tine Roed, DI (foto). Hun understreger, at den vigtige omlægning af PSO’en, som regeringen varsler, er fuldt ud forenelig med høje ambitioner for Danmarks grønne omstilling. – PSO-afgiften er konkurrenceforvridende. Den opkræves ikke i samme omfang i udlandet og gør det derfor svært for danske virksomheder at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Det er en klar DI-mærkesag, vi har kæmpet for i mange år. Og derfor er det også særdeles glædeligt, at regeringen nu er parat til at finde en ny måde at finansiere den grønne omstilling på, siger hun.

PSO-afgiften opkræves i dag via borgeres og virksomheders elregning. Afgiften er steget voldsomt de senere år på grund af faldende elpriser. I år opkræves der omkring otte milliarder kroner i PSO, som investeres i blandt andet sol- og vindenergi, for at Danmark kan nå regeringens mål om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050.

– Vi kvitterer positivt for udmeldingerne om, at flytte PSO-afgiften til finansloven. Samtidig foreslår vi, at regeringen henter pengene ved at effektivisere den offentlige sektor – for eksempel ved i højere grad at konkurrenceudsætte de offentlige indkøb, siger Tine Roed.

I sin nuværende form forventes PSO-afgiften at indbringe cirka 70 milliarder kroner mellem 2016 – 2020. Det er 16 milliarder kroner mere end forventet, da energiaftalen blev indgået i 2012. Forskellen skyldes især, at markedsprisen på el er faldet mere end forudset, da aftalen blev indgået.

Del dette med dit netværk: