Ny FORS-direktør
Steen Lindhardt er ny administrerende direktør i forsyningsselskabet Fors, der ejes af kommunerne Roskilde, Lejre og Holbæk. Siden april 2024 har Steen Lindhardt været konstitueret i rollen som administrerende direktør i det sjællandske forsyningsselskab Fors. Den rolle vil han også være at finde i fremadrettet, besluttede bestyrelsen i Fors fredag den 20. september 2024.
– Fors står, som de øvrige forsyningsselskaber, over for både store og komplekse opgaver de kommende år i forbindelse med den grønne omstilling. Og bestyrelsen har stor tiltro til, at Steen Lindhardt er den rette til at stå i spidsen for Fors i den sammenhæng, siger Claus Juhl, bestyrelsesformand i Fors.
Steen Lindhardt ser frem til at fortsætte arbejdet i en travl tid. – Jeg er utroligt glad for den tillid, bestyrelsen har vist mig ved at bede mig blive på posten som administrerende direktør i Fors. Nu glæder jeg mig til at fortsætte arbejdet sammen med de mange dygtige folk i organisationen. Vi skal både sikre effektiv forsyning og arbejde fokuseret på at være en aktiv spiller i den grønne omstilling, hvor vi skal have fokus på såvel den bæredygtige som den økonomiske balance i arbejdet. Opgaver, jeg i høj grad ser frem til at stå i spidsen for, siger Steen Lindhardt.
Steen Lindhardt kommer fra en stilling som direktør hos Envafors A/S samt fra NK-Forsyning A/S, hvor han varetog rollen som administrerende direktør. Steen har desuden en mangeårig kommerciel baggrund fra bl.a. A. P. Møller/Maersk Line, inden han kom til Fors i foråret 2024.