Klimarådet: Vi fører ikke an

Dansk forskning og innovation på klimaområdet klarer sig godt i en sammenligning med andre lande – men det er især, fordi vindmølleteknologier trækker gennemsnittet op. Inden for andre og nyere klimateknologier har Danmark potentialer, men der er ikke tydelige tegn på, at vi er på vej til at sætte nye, store aftryk. Det skriver Klimarådet i et diskussionsoplæg til regeringens strategiske arbejde med at fremme grøn forskning og innovation.

Danmarks udvikling og udbredelse af vindmøller har bidraget til at begrænse klimaforandringerne, og mange håber, at vi kan gentage succesen med nye teknologier, fx inden for power-to-X. Men hvis Danmark ønsker at opnå nye førerpositioner, kan det kræve en endnu større indsats, end man ser i dag. Det skriver Klimarådet i et nyt diskussionsoplæg til regeringens grønne forskningsprioriteringer. Andre lande satser nemlig også målrettet på klimarelateret forskning og innovation.

Vores stærke grønne position er i høj grad drevet af vindmølleteknologi. Det viser, at vi har været rigtig dygtige til at opbygge en flot position, som har givet et globalt klimabidrag. Vores resultater tyder dog også på, at vi ikke på nuværende tidspunkt kan forvente at sætte et tilsvarende positivt aftryk med andre klimateknologier, siger forperson for Klimarådet, Peter Møllgaard.

– Der er ingen garantier, men hvis vi ønsker at være førende inden for nye områder og ikke blot inden for vindmølleteknologi, bør regeringen overveje, om der skal satses mere. Regeringen kan blandt andet overveje, om der er behov for flere midler eller tydeligere prioritering af eksisterende ressourcer, siger Peter Møllgaard.

Del dette med dit netværk: