Vesterhav Nord – ny strøm til 180.000 danske husstande

Møllerne i Danmarks nyeste havvindpark Vesterhav Nord er nu forbundet til elnettet. Vesterhav Nord kan levere fossilfri energi svarende til forbruget hos 180.000 danske husstande.

Alle vindmøller på havmølleparken Vesterhav Nord har nu leveret den første strøm, og parken er tilsluttet det danske elnet. Det markerer kulminationen på næsten syv års arbejde på havmølleparken. – Vi er altid glade i Vattenfall, når vores anlæg bidrager til fossilfri løsninger. Vi er stolte af, at Vesterhav Nord som nyt kraftværk på havet nu kommer ind i energiforsyningen. Det er en udfordrende opgave at producere elektricitet af vind i stor skala, og det kan kun lade sig gøre takket være en stor indsats fra de mange involverede, siger Mathilde Damsgaard, projektdirektør for Vesterhav Nord og Syd hos Vattenfall.

De 21 møller på Vesterhav Nord blev rejst i efteråret 2023, og 16. februar 2024 begyndte produktionen af fossilfri strøm fra Vesterhav Nord, hvor den første strøm blev sendt i land. De 21 møller i Vesterhav Nord kan sammen med produktion fra de 20 møller i søsterparken Vesterhav Syd levere fossilfri energi svarende til forbruget fra ca. 350.000 husstande.

Vingerne på en enkelt af de 21 møller i Vesterhav Nord er dog midlertidig blevet taget ned og sejlet til Thyborøn. Her skal en enkelt vinge repareres efter den blev beskadiget i forbindelse med klargøring af havmølleparken. – Vi kan ikke reparere vingen på havet, og af sikkerhedsmæssige årsager tager vi alle tre vinger ned, så der ikke er ubalance på møllen. Vi forventer, at skaden på vingen kan udbedres i løbet af fire uger, hvorefter de tre vinger kan monteres på møllen igen, siger Mathilde Damsgaard.

I 2016 vandt Vattenfall udbuddet på Vesterhav Nord med en pris på 47,5 øre pr. KWh. Vesterhav Nord blev ikke fuldt tilsluttet inden for den tidsfrist (31. december 2023), der indgår i aftalen med staten. Vattenfall har derfor ansøgt myndighederne om en fristforlængelse og er fortsat i dialog med Energistyrelsen om det.

Del dette med dit netværk: