ATP ophæver KMD-kontrakt
Bestyrelsen for Udbetaling Danmark har besluttet at ophæve kontrakten med KMD om levering af et nyt it-system, der skal udbetale pension til 1,3 mio. førtids- og folkepensionister. Det sker efter kritiske drøftelser med KMD, hvor det ikke er lykkedes at finde en acceptabel løsning. Udbetaling Danmark har allerede nu udsigt til en forsinkelse på mindst 15 måneder, og KMD vil ikke garantere, at der ikke opstår yderligere forsinkelser. Samtidig får Udbetaling Danmark ikke det standard pensionssystem, der er af talt i kontrakten, ligesom KMD ikke på tilfredsstillende vis vil kompensere Udbetaling Danmark og kommunerne for de store millionbeløb, forsinkelserne koster.
Udbetaling Danmarks bestyrelsesformand, overborgmester i København, Frank Jensen, udtaler: – Bestyrelsen ønsker med ophævelsen af kontrakten at udvise rettidig omhu og undgå en IT-skandale. Vi havde gerne set, at KMD havde leveret det IT-system, som var aftalt i kontrakten Der er mange eksempler på it-projekter, som ikke er blevet stoppet i tide, selv om advarselslamperne har blinket. Den situation ønsker vi ikke at komme i. Derfor har vi i dag valgt at ophæve kontrakten med KMD. Forud for denne beslutning har vi fået foretaget flere ekspertanalyser, som alle peger på, at vi ikke får det standardsystem, som vi har indgået kontrakt om, ligesom der er stor sandsynlighed for yderligere væsentlige forsinkelser. På baggrund af analyser og rådgivning fra ATP og juridiske eksperter er det vores vurdering i bestyrelsen, at KMD er i væsentlig misligholdelse i forhold til kontrakten, hvorfor vi har besluttet at ophæve. Vi indleder nu en voldgiftssag og her vil vores krav lyde på et større trecifret millionbeløb, som er det tab, kommunerne og dermed skatteyderne i sidste ende risikerer at skulle betale.
Lilian Mogensen, koncerndirektør i ATP og direktør i Udbetaling Danmark, udtaler: – Vi har mange års erfaring med KMD som leverandør, og langt de fleste opgaver samarbejder vi godt om. I udviklingen af store, komplekse it-systemer er det heller ikke unormalt med opdaterede tidsplaner. Men de problemer, vi oplever med KMD i pensionsprojektet er anderledes og langt mere alvorlige. Der er tale om mangelfuld projektstyring samt manglende metode og pensionsviden, som det var lovet ved kontrak tindgåelsen. Hertil kommer, at KMD ikke leverer det standardsystem, vi har bestilt. Dette gør det betragteligt dyrere for os at vedligeholde og sværere at genudbyde. Vi har indtil nu løbende forsøgt at finde løsninger sammen med KMD, men desværre uden held. KMD mener, ATP er hovedansvarlig for udfordringerne i projektet, og det er vi dybt uenige i. Derfor ser vi ikke anden udvej end at ophæve kontrakten.
ATP klargør i øjeblikket genudbud af opgaven, som forventes klar i april 2017. Ved genudbuddet er det besluttet at udelukke KMD efter udbudslovens paragraf 137, stk. 1 nr. 5.