Bedre dækning og bedre pris
.
Danmarks bedste offentlige udbud – OPS prisen 2015 er nu fundet. Vinderen blev et fælles mobiludbud, som seks jyske kommuner står bag. Det er de seks, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive, Herning, Holstebro og Struer kommuner der tidligere på året gik sammen for at sikre en bedre mobil-dækning via et udbud på telefoni.
Kommunerne var ikke karrige med at dele resultaterne af deres forehavende og løftede hurtigt sløret for en ny og forbedret aftale, der både sikrer bedre dækning og solide besparelser. Det bedste bud på både pris og dækning kom fra Telenor, der bliver kommunernes nye teleleverandør.Mobilhuller og dårlig dækning er en del af hverdagen for alt for mange borgere og virksomheder. Det er også en del af den kommunale dagligdag.I udbuddet var der et krav om, at der skal være mobildækning på mindst 98,5 procent af alle bebyggede matrikler i den enkelte kommune.Det normale har ellers været, at kræve dækning i mindst 98 procent af et geografisk område.
Vi er meget stolte over at være i den absolutte superliga, når det gælder mobildækning. Der findes desværre mobilhuller i hele landet, men i vores område findes der efter dette mobiludbud færre huller end i resten af landet, udtalte it-chef Thomas Hyldgaard fra Lemvig Kommune i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Prisen uddeles på grund af nytænkning, innovation og fremme af samarbejde mellem offentlige og private aktører. Det er Udbudsportalen, der står bag prisen.